EU-chef om Lulas valgsejr: Demokratiet har vundet
Lykønskninger strømmer ind til Brasiliens præsident efter genvalg. Modkandidat kræver annullering af valg.
Demokratiet "har vundet" i Brasilien.Det mener EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, efter at den siddende præsident, Luiz Lula Inácio da Silva, er blevet genvalgt.
80-årige Lula fik 51,8 procent af stemmerne ved søndagens valg. Imens fik højrekandidaten Flavio Bolsonaro 48,2 procent.
- Tillykke til min ven Lula med valgsejren. Demokrati og multilateralisme har vundet i Brasilien. Europas partnerskab med Brasilien trives, skriver von der Leyen på X.
Blandt flere venstreorienterede stats- og regeringsledere på det sydamerikanske kontinent fejres sejren også, efter at Lula ellers tabte den første valgrunde.
- Længe leve demokratiet, det brasilianske folk har vundet, skriver den mexicanske præsident, Claudia Sheinbaum, på X.
Også på andre dele af det politiske spektrum er der lykønskninger til Lula.
Perus højreorienterede præsident, Keiko Fujimori, bakker op om det, hun kalder Brasiliens "demokratiske dag".
- Jeg genbekræfter vores vilje til at styrke den strategiske alliance, integrationen, samarbejdet og den bæredygtige udvikling af Amazonas, som vi deles om, skriver hun på X.
Hos Dansk Industri (DI) ser man det som "godt nyt for dansk erhvervsliv", at Lula fortsat vil have fokus på Amazonas - verdens største regnskov - og energiomstilling.
Det siger Peter Dige Thagesen, chef for geopolitik i DI, i en skriftlig kommentar.
- Lulas politiske overlevelse er godt nyt for den vigtige handelsaftale mellem EU og Mercosur (sydamerikansk samarbejdsorganisation, red.). Havde Bolsonaro vundet, var han klar til at "bryde fri af Mercosurs lænker", hvilket reelt ville have skrottet aftalen, siger han.
- For Danmark betyder aftalen fjernelse af toldbarrierer. Det åbner op for et gigantisk marked for danske eksportører.
Bolsonaro har sagt, at han kræver at få valgresultatet ved søndagens præsidentvalg i Brasilien annulleret.
Han betegner det ifølge Reuters som uacceptabelt, at landets højesteret søndag forlængede muligheden for at stemme med to timer.
RITZAU
