KØB ABONNEMENT

Ukraine melder om seks sårede i russiske angreb

UDLAND • 26. OKT 2026 • 07:04

Ifølge ukrainske myndigheder er seks personer blevet såret i russiske angreb natten til mandag.

Fire personer er natten til mandag blevet såret i russiske angreb i byen Zaporizjzja i det sydøstlige Ukraine.

Det melder regionens guvernør, Mykhajlo Semikin, på beskedtjenesten Telegram.

To andre blev såret i Tjernihiv-regionen, melder Ukraines beredskabstjeneste på Telegram.

Der er ikke umiddelbart nogen oplysninger om de såredes tilstand.

Samtidig med meldingerne fra Ukraine melder det russiske forsvarsministerium om angreb mod flere mål i Ukraine.

Blandt andet har russiske styrker ifølge ministeriet ramt et fragtskib med kurs mod den ukrainske havneby Odesa.

Det skriver det statslige nyhedsbureau Ria.

Ifølge ministeriet fragtede skibet militært udstyr til det ukrainske militær.

Russiske styrker har desuden ramt infrastruktur ved tre anløbskajer i havnen i Tjornomorsk. Byen ligger tæt på Odesa og ligger også ud til Sortehavet.

Et kraftværk i Ukraines næststørste by, Kharkiv, er også blevet ramt, lyder det fra det russiske ministerium på Telegram.

Det lyder også, at Rusland har ramt en lagerbygning i den omkringliggende region og endnu et kraftværk i Khmelnytskyj-regionen.

USA har presset Ukraine til at indstille angrebene på russiske olieraffinaderier. Angrebene har ifølge den amerikanske administration bidraget til høje energipriser.

Det er et følsomt emne for den amerikanske præsident, Donald Trump, under krigen mod Iran og op til midtvejsvalget den 3. november.

I et interview, som blev sendt søndag, sagde den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, at hvis Ukraine skal stoppe angrebene, skal Rusland holde op med at angribe energiinfrastruktur i Ukraine.

Alternativt bør USA tillade brugen af Starshield over Rusland til at opspore missilaffyringsramper eller forsyne Ukraine med Patriot-missiler, sagde han.

Starshield er den militære udgave af Starlink, som er et satellitsystem fra rumfartsvirksomheden SpaceX. Ukraine bruger Starlink til kommunikation og droneoperationer på slagmarken.

Der har for nylig været meldinger om, at Ukraine er løbet tør for Patriot-missiler.

USA producerer Patriot-systemerne, som er blandt Ukraines vigtigste våben mod russiske ballistiske missiler.

RITZAU/Reuters

FÅ ABONNEMENT