Erdogan beroliger Finland om Nato-medlemskab

7. OKT 2022 • 11:18UDLAND

Der er ikke problemer i forhold til Finlands Nato-medlemskab, siger Erdogan ifølge den finske statsminister.

Finlands optagelse i Nato kører som planlagt og kommer ikke i problemer.

Det har Tyrkiets præsident, Recep Erdogan, slået fast over for Finland, oplyser den finske præsident Sanna Marin.

Finland og Sverige har i en periode befundet sig i en noget usikker situation i forhold til landenes ønske om et medlemskab af Nato.

Selvom de to lande har indgået en aftale med Tyrkiet, har det tyrkiske parlament endnu ikke givet grønt lys.

Dermed er de to nordiske lande fortsat formelt ikke optaget i Nato, på et tidspunkt, hvor krigen i Ukraine fortsat raser, og hvor gasledningerne Nord Stream 1 og 2 i Østersøen ifølge myndighederne har været udsat for sabotage.

Men for i hvert fald Finland er der nu måske lidt godt nyt i forhold til Nato. Ifølge den finske statsminister, Sanna Marin, har Tyrkiets præsident, Recep Erdogan, slået fast, at Finlands optagelse i Nato kører som planlagt.

- Jeg har talt med Erdogan om Nato-ratificeringen. Han sagde, at der ikke er nogen problemer i forhold til Finland, siger Sanna Marin på vej ind til det uformelle EU-topmøde i Prag fredag.

Fredagens møde kommer dagen efter, efter at EU-landenes ledere torsdag i Prag mødtes med en række lande uden for EU. Heriblandt Tyrkiet. Målet var blandt andet at diskutere energi og sikkerhed i lyset af krigen i Ukraine.

Det var i forbindelse med dette møde, at Sanna Marin fik lejlighed til at tale med Erdogan. Meldingen fra Erdogan kommer ikke som en overraskelse for den finske statsminister.

- Vi har altid været konsistente. Vi forhandlede allerede før Nato-topmødet i Madrid, og vi opfylder nu løfterne fra Madrid. Så vi håber selvfølgelig, at Tyrkiet vil ratificere vores Nato-medlemskab så hurtigt som muligt, siger Sanna Marin.

Dermed er det største problem formentlig - og måske ikke overraskende - Sverige.

Tyrkiet har fra begyndelsen været mest kritisk over for den svenske behandling af Det Kurdiske Arbejderparti (PPK). PKK er på både EU's, USA's og Tyrkiets terrorliste.

I aftalen fra Nato-topmødet i Madrid mellem Tyrkiet, Finland og Sverige forpligter de to nordiske lande sig til at støtte Tyrkiet over for « trusler mod Tyrkiets nationale sikkerhed ». Og man bekræfter, at PKK betegnes som en « terrororganisation ».

De to nordiske lande har også forpligtet sig til « hurtigt » og « grundigt » at handle på ønsker om udlevering af personer til Tyrkiet, som Tyrkiet mistænker for terror.

Den aftale står ved magt, sagde Sveriges fungerende statsminister, Magdalena Andersson, torsdag.

- Vi har lavet en aftale efter Nato-topmødet i Madrid, og vi arbejder i overensstemmelse med den. Og det vil jeg selvfølgelig sige til Erdogan, sagde Magdalena Andersson torsdag før mødet med Erdogan.

Finland og Sverige søgte optagelse i Nato, efter at Rusland i februar invaderede Ukraine. Ansøgningerne blev formelt sendt i maj, men derefter blokerede Tyrkiet for optagelsen.

På Nato-topmødet i juni lykkedes det dog at indgå en aftale, så Tyrkiet fjernede sit veto.

Nu venter Sverige og Finland på den formelle godkendelse fra parlamenterne i alle 30 Nato-lande.

Sanna Marin håber, at problemerne mellem Tyrkiet og Sverige bliver løst.

- Det er vigtigt, at Finland og Sverige kommer med i Nato på samme tid. For det er et spørgsmål om sikkerheden i hele Nordeuropa, siger Sanna Marin.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT