En halv million cambodjanere fordrevet efter genopblusset grænsestrid
I alt meldes over 900.000 mennesker fordrevet på begge sider af grænsen mellem Thailand og Cambodja.
I Cambodja er mere end en halv million mennesker blevet fordrevet som følge af de seneste to ugers dødelige sammenstød ved grænsen mellem Cambodja og Thailand.Det meddeler Cambodjas indenrigsministerium søndag i en pressemeddelelse ifølge nyhedsbureauet AFP.
- I øjeblikket er mere end en halv million cambodjanere, herunder kvinder og børn, i stor nød, fordi de er blevet tvunget til at forlade deres hjem og skoler for at undslippe artillerigranater, raketter og luftbombardementer udført af Thailands 16-fly, skriver ministeriet.
Samlet set opgøres antallet af fordrevne på den cambodjanske side af grænsen i pressemeddelelsen til 518.611 personer.
Myndigheder i Thailand har tidligere oplyst, at omkring 400.000 personer er blevet fordrevet på den thailandske side af grænsen.
Stridighederne mellem de to nabolande blussede tidligere i december op på ny, efter at de formelt indgik en våbenhvile i oktober.
Siden genoptagelsen af de dødelige sammenstød er meldingen, at 22 personer har mistet livet i Thailand, mens 19 er blevet dræbt i Cambodja.
Konflikten mellem de to lande bunder i en mere end 100 år gammel strid om suverænitet over området omkring de to landes 817 kilometer lange fælles grænse.
Cambodja lukkede sidste weekend alle grænseovergange til Thailand, og Thailand har indført et udgangsforbud i den thailandske provins Trat, der grænser op til Cambodja.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, talte sidste uge i telefon med premierministrene fra de to lande.
Senere lød det fra Trump, at Thailand og Cambodja var blevet enige om at indstille kampene i området ved grænsen mellem de to lande.
Sidenhen har der alligevel været meldinger om sammenstød og angreb i de omstridte grænseområder.
Udenrigsministrene for landende i Sammenslutningen af Sydøstasiatiske Lande (Asean) skal mandag mødes i Malaysias hovedstad, Kuala Lumpur, for at diskutere konflikten.
/ritzau/
