Statsminister spår bedre tider for Sverige næste år
Ulf Kristersson hævder i sin juletale, at Sverige står over for et lovende år med bedre økonomi.
Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, spår, at landet går bedre tider i møde i det nye år.Det siger han i sin juletale ifølge nyhedsbureauet TT.
- Inflationen er besejret, reallønningerne stiger, og renterne på realkreditlånene er betydeligt reduceret, lyder det.
Han aner lys forude efter fire hårde år med stigende priser og lønninger, som ikke har rakt lige så langt som tidligere.
Statsministeren, der står i spidsen for det liberalkonservative parti Moderaterna, tager dog forbehold for, at den svenske økonomi er skrøbelig.
Uroligheder i verden kan bremse fremgangen, lyder det.
- Vi bør ikke lukke øjnene for de problemer, som vores land stadig kæmper med. Jeg tænker selv på dem hver dag, men vi er også nødt til at se de styrker, som vi har, siger han ifølge mediet Aftonbladet.
- Sammen kan vi gøre Sverige til verdens bedste land at leve i. Det er ikke nogen lille ambition, men det er muligt. Vi har gjort det før.
Foran grantræ og pejs i boligen i Harpsund ønsker Ulf Kristersson den svenske befolkning en god jul og et godt nytår.
Han takker også dem, der har kæmpet under de seneste fire år med høj inflation, og Ulf Kristersson glæder sig ved, at der for mange i år er råd til lidt flere julegaver end sidste år.
- Flere og flere vover forsigtigt at tro på fremtiden igen. Der gøres køb til hjemme, man under sig et restaurantbesøg eller en tur med familien, skriver Aftonbladet.
Statsministeren henvender sig desuden til fagforeninger og arbejdsgivere, der har holdt igen med lønkrav og lønaftaler for ikke at give næring til inflationen.
Der sendes også en tanke til ukrainerne i juletalen, der for fjerde år i træk gennemlever en vinter med krig. Den svenske befolkning opfordres til at gøre det samme.
/ritzau/
