Eksplosion dræber to kinesere nær lufthavn i Pakistan
Baluchistans Befrielseshær siger efter eksplosion i Karachi, at den har rettet angreb mod investorer fra Kina.
Mindst to personer har søndag aften mistet livet, og ti er blevet såret, i en eksplosion nær den internationale lufthavn i den pakistanske by Karachi.Det skriver det lokale medie Geo News.
Ifølge BBC oplyser den kinesiske ambassade i Pakistan, at der er tale om to kinesiske statsborgere.
Karachi er Pakistans største by og ligger i den sydlige del af landet i regionen Sinh.
Det regionale styre i Sinh uddyber på det sociale medie X, at en tankvogn er eksploderet på en motorvej nær lufthavnen.
Den militante separatistbevægelse Baluchistans Befrielseshær (BLA) tager i en udtalelse ansvar for hændelsen. Her lyder det, at den har "rettet angreb mod en højstående konvoj af kinesiske ingeniører og investorer", der kom fra lufthavnen.
BLA kæmper for, at regionen Baluchistan skal have autonomi. Det er Pakistans største men fattigste region.
Det er også Pakistans mindst befolkede provins - men den er rig på mineraler.
Der arbejdes i Baluchistan på flere store projekter, som Kina står i spidsen for. BLA har regelmæssigt rettet angreb mod de kinesiske kræfter i regionen, fordi den ikke mener, at at de lokale indbyggere får en stor nok del af afkastet.
Folk i Baluchistan har således længe beklaget sig over, at de ikke får en rimelig andel i de rigdomme, der skabes i provinsen. Det har ansporet flere separatistiske grupper til at tage sagen i egen hånd.
Pakistans myndighed for civil luftfart siger, at flytrafikken i Karachi fortsætter i normal drift, og at der sker en "efterforskning på stedet af årsagen til ulykken/eksplosionen".
En journalist fra nyhedsbureauet AFP hørte eksplosionen omkring klokken 23 søndag aften lokal tid. Det svarer til klokken 20 dansk tid.
Kina har blandet andet været i gang med at udbygge havnen i Gwadar, som ligger ved Det Arabiske Havligger, i Sinh. Formålet er at forbinde den kinesiske provins Xinjiang med havnen i Gwadar i Baluchistan.
/ritzau/AFP