Frustreret Simioni savner vilje i kriseramte Frederikshavn
Spillerne yder ikke det maksimale og mangler stolthed, mener Mario Simioni efter nyt nederlag.
Ni nederlag i ti kampe er det triste facit for ishockeyholdet Frederikshavn White Hawks, siden Mario Simioni overtog trænerposten i begyndelsen af november.Tirsdag aften blev det 1-5 på hjemmebane mod Esbjerg Energy i en kamp, hvor hjemmeholdet var på hælene fra start til slut. Og Simioni anklager nu sine spillere for at mangle både hjerte og vilje.
- Vi får ikke den maksimale indsats fra spillerne, og det er det, der virkelig irriterer mig. Jeg føler med tilskuerne, der kommer og ser os spille. De bruger penge, og vi skal underholde dem, men vi er ikke underholdende, siger han til mediet Frederikshavn LigeHer.nu.
Den kontante træner med fire danske mesterskaber på cv'et blev hentet ind som afløser, da Fredrik Johansson blev fyret efter en sløj sæsonstart.
Men Simioni har ikke kunnet vende skuden, og holdet har under hans ledelse foreløbig blot hentet tre point. Frederikshavn er sidst i Metal Ligaen med fire point op til Rødovre, der ligger på den sidste slutspilsplads.
- Vi kan lave fejl og indkassere mål og tabe kampe, men når vores fans ser spillere, der ikke har stolthed over at spille med White Hawks-logoet på brystet, så har vi ingen chance for at vinde.
- Vi er ikke det hold, der har flest penge, og vi har ikke de topspillere, nogle af de andre hold har. Men det kan man kompensere for ved at være et rigtigt hold, der arbejder sammen. Men det ser vi bare ikke, siger Simioni.
Med til historien hører, at nordjyderne har været hårdt ramt af skader på målmandsposten og backpositionerne.
Førstemålmand August Hedlund har således kun vogtet buret i 11 ud af 26 kampe i denne sæson.
Frederikshavn-spillerne skal på isen igen tirsdag 17. december på hjemmebane mod Herlev Eagles.
/ritzau/
