19 mister livet i kollapsede bygninger i Marokko
To bygninger er kollapset i Marokko, og der er både dræbte og tilskadekomne. Redningsaktion er i gang.
Mindst 19 mennesker har mistet livet, og 16 mennesker er blevet kvæstet i byen Fez i Marokko, hvor to bygninger på fire etager er kollapset.Det oplyser det statslige nyhedsbureau MAP - Maghreb Arabe Presse - onsdag.
Blandt de 16 kvæstede meldes om varierende grader af skader. En redningsaktion er i gang for at lede efter personer, der kan være begravet under murbrokker.
Der er endnu ingen officiel forklaring på bygningskollapserne.
De kollapsede bygninger ligger umiddelbart ved siden af hinanden og husede i alt otte familier ifølge det statslige nyhedsbureau.
De ligger i den nordlige del af Fez i området al-Moustakbal.
Lokale myndigheder indikerer, at antallet af kvæstede og døde kan stige i de kommende timer.
Kvæstede er blevet bragt på hospitalet, og det omkringliggende område er blevet sikret, lyder det. Flere bygninger i nærheden er blevet evakueret.
Sidste år blev fem mennesker dræbt, da en bygning i Fez' gamle bydel kollapsede.
I september var der i Marokko protester over dårlige leveforhold, fattigdom og kvaliteten af landets offentlige tjenester.
Der bor over en million mennesker i Fez, som ligger i den nordlige del af Marokko.
/ritzau/AFP
