USA angriber igen påstået smuglerbåd ud for Venezuela
Amerikansk forsvarsminister hævder, at fire "mandlige narkoterrorister" blev dræbt i angreb.
USA har igen angrebet en påstået narkosmuglerbåd ud for Venezuelas kyst.Det skriver den amerikanske forsvarsminister, Pete Hegseth, i et opslag på det sociale medie X fredag.
- Fire mandlige narkoterrorister om bord på fartøjet blev dræbt i angrebet, og ingen amerikanske styrker kom noget til, skriver han og deler samtidig en video af en båd, der bliver ramt i et angreb.
- Angrebet blev udført i internationalt farvand ud for Venezuelas kyst, mens der blev transporteret betydelige mængder narkotika, fortsætter Hegseth.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters er der tale om mindst det fjerde angreb af sin slags i de seneste uger.
Spændingerne mellem de mangeårige fjender Venezuela og USA har de seneste uger nået nye højder, efter at Trump har sendt adskillige krigsskibe til Det Caribiske Hav.
USA's præsident, Donald Trump, har i et notat til Kongressen erklæret, at USA er i "væbnet konflikt" med narkokarteller.
Men juridiske eksperter har sået alvorlig tvivl om, hvorvidt angrebene er lovlige.
I notatet, som er fra Pentagon - det amerikanske forsvarsministerium - står der:
- Præsidenten betegner disse karteller som ikke-statslige væbnede grupper, har udpeget dem som terrororganisationer og fastslået, at deres handlinger udgør et væbnet angreb på USA, står der i notatet.
I det beskrives smuglerne også som "ulovlige kombattanter".
Ifølge nyhedsbureauet AFP er notatet ment som juridisk grundlag for mindst tre af de hidtidige angreb.
/ritzau/