Dødsdømt efter fejlslagen henrettelse: Jeg har konstante smerter
30. september blev dødsdømte Christa Pike forsøgt henrettet. Nu udtaler hun sig for første gang.
- Jeg vågnede op forvirret og med smerter, siger drabsdømte Christa Pike om øjeblikket efter sin fejlslagne henrettelse, der fandt sted i slutningen af september.Det fremgår af en skriftlig udtalelse fra amerikaneren, som blandt andet Sky News er i besiddelse af.
Tidligere har Christa Pikes advokat udtalt sig på hendes vegne, men ifølge Sky News er det nu første gang, at man hører fra amerikaneren selv, efter at hun 30. september overlevede to indsprøjtninger med pentobarbital, der skulle have taget livet af hende.
- Flere dage senere vågnede jeg alene på et hospital – forvirret og med smerter. Siden den nat har der ikke været et eneste øjeblik, hvor jeg har været smertefri.
- Min krop gør ondt. Mine arme gør ondt. Mine hænder gør ondt. Min hals gør ondt. Jeg har stadig svært ved at tale. Og smerten er ikke kun fysisk. Der er smerte i mit sind og i min sjæl, tilføjer Pike ifølge Sky News.
50-årige Pike er dømt for i 1995 sammen med sin kæreste at have dræbt sin 19-årige klassekammerat Colleen Slemmer. Pike var 18 år dengang. Hun skulle have været den første kvinde, der blev henrettet i Tennessee i mere end to århundreder.
Henrettelsesforsøget af Pike var i forvejen blevet udskudt med flere timer, efter at en appeldomstol onsdag beordrede en udsættelse.
Senere omgjorde USA's højesteret kendelsen, og henrettelsen kunne udføres i et højsikkerhedsfængsel i byen Nashville onsdag aften lokal tid.
Men noget gik galt under udførelsen, og 50-årige Pike var i live, efter at hun havde fået to doser pentobarbital.
Journalister, der overværede hændelsen, hørte Pikes højlydte snorken bag et gardin.
Hun blev efterfølgende hentet med ambulance og modtog behandling på sygehuset, har advokaterne oplyst.
RITZAU
