KØB ABONNEMENT

Delegation fra Qatar ankommer til Iran midt i frygt for optrapning

UDLAND • 30. OKT 2026 • 13:54

På ny lover Trump snarlig afslutning på Iran-krigen, mens forhandlere er på nyt fremstød i Teheran.

En delegation fra Qatar er fredag ankommet til Irans hovedstad, Teheran.

Det skriver iranske statsmedier.

Det sker i et forsøg på at komme nærmere en aftale mellem Iran og USA, siger en embedsmand, der er blevet briefet om forhandlingerne, til nyhedsbureauet Reuters.

Imens skriver det statslige iranske nyhedsbureau Irna, at der skal diskuteres "bilaterale relationer og regionale udviklinger".

Højtstående embedsmænd fra flere lande er i de seneste dage fløjet til Teheran.

Samtidig med de nye diplomatiske fremstød er der frygt for, at en større opblusning kan være på vej. Fortsatte trusler fra USA's præsident, Donald Trump, og meldinger om en øget amerikansk tilstedeværelse i regionen har bidraget til dette.

Fredag siger Trump - som han har gjort adskillige gange før - at krigen snart er færdig.

- Det bliver snart afsluttet, siger han til radiostationen KCMO uden at uddybe hvordan.

- Vi har brug for en garanti om, at der aldrig nogensinde kommer et atomvåben.

Det er en dag siden, at iranske medier rapporterede, at Iran har modtaget et brev fra den amerikanske vicepræsident, J.D. Vance. Brevet var adresseret til lederen af Irans nationale sikkerhedsråd, Mohsen Rezaei.

Ifølge Wall Street Journal fokuserer brevet på de mulige rammer for forhandlingerne - ikke indholdet i en egentlig fredsaftale.

USA og Israel angreb Iran 28. februar i år. Den daværende øverste iranske leder, ayatollah Ali Khamenei, blev dræbt i angrebene.

Iran svarede igen med angreb på israelske og amerikanske mål på tværs af Mellemøsten. Samtidig lukkede Iran for store dele af skibstrafikken i Hormuzstrædet, hvor en femtedel af verdens olie normalt sejler igennem.

De seneste måneder er fartøjer i Hormuzstrædet fortsat blevet ramt med jævne mellemrum. Men situationen har været langt mere rolig, end da krigen var på sit højeste.

Der har dog været spekulationer om en genoptagelse af store amerikanske angreb efter midtvejsvalget 3. november.

RITZAU/AFP

FÅ ABONNEMENT