Dødsdømt britisk bedstemor får lov til at forlade Bali
To dømte britiske statsborgere er blevet sat på fly fra Bali til Storbritannien efter aftale om hjemsendelse.
En 69-årig britisk bedstemor, der sad på dødsgangen i Indonesien, har tidligt fredag morgen lokal tid forladt landet.Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Lindsay Sandiford er blevet sendt på et fly til London, efter at Storbritannien og Indonesien har indgået en aftale om at hjemsende hende og en anden britisk indsat af humanitære årsager.
Sandiford blev i 2013 dømt til døden efter at være blevet anholdt med 4,8 kilo kokain i sin kuffert ved ankomst til den indonesiske ferieø Bali.
Den ulovlige narkotika havde en anslået værdi af mere end 15 millioner danske kroner. Kvinden har tilstået forbrydelsen, men hævder samtidigt, at et narkokartel havde presset hende til at smugle den store mængde kokain.
Den anden britiske statsborger er 36-årige Shahab Shahabadi, der afsonede en fængselsdom for narkokriminalitet efter sin anholdelse i 2014.
Indonesien har nogle af verdens strengeste love på narkoområdet. Landet har dog i de seneste år løsladt en håndfuld udenlandske indsatte.
Det gælder ifølge Reuters blandt andet fem australiere, en franskmand og en filippiner.
Indonesiens justitsminister, Yusril Ihza Mahendri, underskrev i sidste måned en aftale med den britiske udenrigsminister, Yvette Cooper, om overdragelsen af Sandiford og Shahabadi.
De to britiske indsatte blev torsdag præsenteret for medierne ved en overdragelsesceremoni i Kerobokan-fængslet på Bali.
Her sad Sandiford i kørestol, hvor hun dækkede sit ansigt med hænderne.
I London vil hun og Shahabadi blive overdraget til myndighederne. Her vil de ifølge den britiske viceambassadør i Indonesien blandt andet få undersøgt deres helbred.
- Når vi har overdraget dem til den britiske regering, er denne fuldt ud ansvarlig for den juridiske afgørelse, der vil blive truffet der, men som stadig vil respektere vores afgørelse, sagde embedsmanden Nyoman Gede Surya Mataram ifølge AFP ved overdragelsesceremonien.
/ritzau/
