Deltagere evakueres efter brand i telt på klimatopmøde i Brasilien

20. NOV 2025 • 19:54UDLAND

Brand på COP30 i Belém er under kontrol, siger brasiliansk turismeminister, og ingen er kommet til skade.

Der er udbrudt brand i et telt på årets klimatopmøde, COP30, i den brasilianske by Belém.

Det oplyser Ritzaus udsendte journalist Rasmus Svaneborg.

- Tusindvis af deltagere guides ud af COP30's store telt nu, og der kan høres brandbiler, lyder det.

Der er beordret evakuering af konferencestedet.

Arrangørerne, FN's klimakonvention (UNFCCC), meddeler, at brandvæsenet vil udføre grundig sikkerhedskontrol af området. De vil give en opdatering på situationen klokken 16.00 lokal tid, hvilket er klokken 20.00 dansk tid.

Videoer på sociale medier viser brandvæsenet, der forsøger at slukke høje flammer.

Branden er under kontrol, og ingen er kommet til skade. Det oplyser Brasiliens minister for turisme, Celso Sabino, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det er ifølge Reuters uklart, hvornår deltagerne kan vende tilbage til den del af konferencestedet, hvor branden hærger.

Det er et døgn tilbage af topmødet, og særligt to krav står i potentiel modsætning til hinanden.

Mens verdens fattige lande kræver et nyt mål for finansiering af klimatilpasning, vil de udviklede lande med EU i spidsen kun sende flere penge mod syd, hvis man får lovning om en klar vej mod flere CO2-reduktioner.

Årligt mødes de knap 200 lande, der har tilsluttet sig FN's klimakonvention, til et stort møde - en "conference of the parties", der også kaldes COP.

Dem har der været mange af. Dette møde er nummer 30 og kaldes derfor COP30. Det holdes i Belém i Brasilien fra 10. til 21. november.

Målet for mødet er at sætte fart på implementering af klimatiltag for at kunne indfri Parisaftalens mål om, at temperaturen ikke må stige mere end 1,5 grader.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT