Cuba advarer mod amerikansk angreb: Det vil udløse et blodbad

19. MAJ 2026 • 03:29UDLAND

Hvis USA udfører et militært angreb mod Cuba, vil det få uoverskuelige konsekvenser, siger præsident.

Cubas præsident advarer om, at et amerikansk angreb på den caribiske østat vil udløse et blodbad med uoverskuelige konsekvenser.

Det skriver Cubas præsident, Miguel Díaz-Canel, i et opslag på det sociale medie X.

Præsidenten understreger, at Cuba ikke udgør nogen trussel mod USA eller noget andet land.

Udmeldingen kommer, efter at det amerikanske medie Axios har skrevet, at Cuba har fået over 300 militære droner fra Rusland og Iran og ifølge mediet overvejer at bruge dem mod amerikanske mål. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Oplysninger om dronerne kommer ifølge Axios fra unavngivne amerikanske embedsmænd. Ifølge embedsmændene overvejer Cuba droneangreb mod den amerikanske flådebase i det østlige Cuba og amerikanske flådefartøjer.

Den cubanske præsident kommenterer ikke direkte historien om militærdronerne, men understreger, at Cuba har ret til at forsvare sig mod et militært angreb.

Samme toner lyder fra Cubas FN-ambassadør.

- Hvis nogen forsøgte at invadere Cuba, vil Cuba slå igen, uden tvivl, siger Ernesto Soberón Guzmán til AFP.

USA øgede mandag presset på Cuba med friske sanktioner mod en række cubanske embedsmænd, herunder landets kommunikationsminister og flere militærledere, samt landets efterretningstjeneste.

USA har under præsident Donald Trumps ledelse skruet op for presset mod Cuba de seneste måneder.

Han har i praksis indført en blokade ved at true med sanktioner mod lande, der leverer brændstof til Cuba. Det har udløst massive strømafbrydelser og ramt Cubas økonomi hårdt.

Den cubanske regering har anklaget USA for at forsøge at skabe et påskud for en militær intervention ved at forsøge at kvæle Cubas økonomi med brændstofblokaden.

Trump truede i marts med, at "Cuba er det næste" efter Venezuela. USA fjernede i januar Venezuelas tidligere præsident Nicolás Maduro i en storstilet militæraktion i hovedstaden Caracas.

Trump har ikke uddybet, hvad hans planer for østaten er. Han har dog flere gange sagt, at han mener, at Cubas regering er ved at kollapse.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT