Britisk minister sammenligner Sunaks bettingsag med coronafester

23. JUN 2024 • 05:06UDLAND

Britisk premierminister bokser med ny sag, hvor personer i hans inderkreds beskyldes for at oddse på valgdato.

Den verserende sag, hvor personer tæt på den britiske premierminister, Rishi Sunak, anklages for at have spillet penge på, hvornår der bliver udskrevet valg i Storbritannien, minder om forgængeren Boris Johnsons fester under coronanedlukningerne.

Det siger Michael Gove, der er boligminister i den konservative britiske regering, ifølge nyhedsbureauet AFP i et interview med avisen The Sunday Times.

Det Konservative Parti er forud for valget 4. juli igen ramt af det, som britiske medier betegner som en skandale.

Partiets datachef, Nick Mason, er lige nu hjemsendt, efter at han angiveligt har spillet på, at hans chef vil udskrive valg netop 4. juli. Det rapporterede britiske medier lørdag.

Den tidligere konservative premierminister Boris Johnson trådte i 2022 tilbage - blandt andet efter afsløringer om at han havde holdt fester midt i den verdensomspændende nedlukning under coronapandemien. Festerne i embedsboligen i Downing Street brød med reglerne under coronapandemien.

Den sag er kendt i britiske medier som den såkaldte partygate. Og nu sammenligner Michael Gove altså bettingsagen med Boris Johnsons fester. Faktisk er de to sager ifølge ministeren lige dårlige for partiet.

- Det ser ud til, at de har ét regelsæt, og vi andre har et andet. Det kan meget vel skade ting, siger Gove, som efter 14 år som folkevalgt parlamentsmedlem ikke søger genvalg.

- Det var skadende, da partygate fandt sted, og det er skadende nu, siger Michael Gove ifølge nyhedsbureauet AFP.

Ser man på meningsmålingerne, har Det Konservative Parti ellers brug for vind i sejlene.

Oppositionspartiet Labour ser ifølge to meningsmålinger, der begge blev offentliggjort onsdag, ud til at vinde flere sæder ved det forestående britiske valg, end partiet nogensinde før har formået. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

I en meningsmåling fra YouGov står partiet til at sikre 425 sæder i parlamentet, mens instituttet Savanta forudsiger, at partiet vil vinde 516 ud af de i alt 650 sæder, der er i parlamentet.

Omvendt ser det ud for Rishi Sunak og Det Konservative Parti, der ifølge målingen fra YouGov kan forvente 108 sæder, mens Savanta forudser, at Sunaks parti vil sikre sig 53 sæder.

Reformpartiet, der ledes af Nigel Farage, ser ifølge meningsmålingen fra YouGov ud til at vinde fem sæder i parlamentet.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT