Mange anholdte var over 60 år ved propalæstinensisk protest i London

10. AUG 2025 • 23:06UDLAND

532 personer blev anholdt under en demonstration i Storbritannien til støtte for gruppen Palestine Action.

Halvdelen af de anholdte ved en demonstration i Storbritannien lørdag til støtte for gruppen Palestine Action var 60 år eller ældre.

Det viser tal fra politiet i landet ifølge det britiske medie The Guardian.

Palestine Action blev i starten af juli forbudt i Storbritannien under antiterrorlovgivningen i landet.

Siden forbuddet trådte i kraft, har der været afholdt flere demonstrationer over hele Storbritannien til støtte for gruppen.

Ifølge The Guardian var lørdagens demonstration den største siden indførslen af forbuddet.

I alt blev 532 personer anholdt under lørdagens protest, som fandt sted lørdag ved Parliament Square i landets hovedstad, London.

Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Gennemsnitsalderen for de anholdte var ifølge politiet 54 år.

263 var mænd og 261 kvinder.

Størstedelen blev anholdt, fordi de fremviste skilte eller plakater til støtte for Palestine Action, skriver politiet.

Ti blev anholdt for andre forseelser, heriblandt vold mod betjente og overtrædelse af loven om offentlig orden.

En af de anholdte var 75-årige sir Jonathan Porrit, der har en fortid som regeringsrådgiver. Han er efter anholdelsen blevet løsladt mod kaution.

Porrit fortæller til The Guardian, at han længe har været bekymret over indskrænkningen af borgerrettigheder under skiftende regeringer.

- Jeg synes, at det er en overreaktion fra indenrigsministeren, der forsøger at lukke munden på dem, der er dybt bekymrede over det, der sker i Gaza, siger han om forbuddet mod Palestine Action.

Beslutningen om at forbyde gruppen blev introduceret, efter at to medlemmer af gruppen brød ind på en luftbase og overmalede to militærfly med spraymaling.

Britisk politi har ifølge AFP anslået, at der blev lavet skader for omkring syv millioner pund. Det svarer til cirka 60,2 millioner kroner.

Forbuddet har også mødt kritik fra andre fronter.

I slutningen af juli kaldte FN beslutningen for et "foruroligende" misbrug af britisk terrorlovgivning.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT