Brasiliens højesteret udvider valgsteders åbningstid med to timer
Valgsteder i Brasilien skulle lukke klokken 21 dansk tid, men højesteret har besluttet at udvide åbningstiden.
Brasiliens højesteret har besluttet at forlænge det tidsrum, man kan stemme til præsidentvalget i.Det viser et dokument ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Det vil være muligt at stemme to timer længere, end det egentlig var planlagt.
Valghandlingen skulle være afsluttet klokken 21.00 dansk tid.
- Jeg beordrer en forlængelse på to timer, indtil klokken 19.00 (lokal tid i Brasilia, red.), hvor valgstederne skal forblive åbent over hele landet, lyder det ifølge AFP i afgørelsen fra dommer Christiano Zanin.
Afgørelsen betyder, at valghandlingen fortsætter til klokken 23.00 dansk tid.
Det er landets siddende præsident Luiz Lula Inacio da Silvas valgkampagne, der har bedt om at få åbningstiderne udvidet.
Kampagnen mener, at myndighederne i flere byer begrænser vælgernes adgang til offentlig transport.
- Vi beder højesteret om at udvide valghandlingen, så dem, der reelt set er blevet forhindret i at stemme på grund af beskidte tricks fra borgmestre, stadig kan afgive deres stemme, lød det tidligere søndag fra Lula ifølge AFP.
Lulas udfordrer til præsidentposten, Flavio Bolsonaro, har også bedt om ekstra tid til valghandlingen i tre brasilianske delstater på grund af dårligt vejr.
Mange brasilianere er afhængige af offentlig transport for at nå frem til valgsteder i byer, som de er registreret i, men ikke nødvendigvis opholder sig i.
Ifølge Reuters er det især Lulas vælgere, der er afhængige af offentlig transport.
Brasiliens valgmyndighed oplyser, at stemmeoptællingen er blevet sat på pause, efter at højesteret har afgjort, at valgstederne skal holde åbent to timer længere.
Søndag er anden runde af præsidentvalget i Brasilien. Her kan brasilianerne vælge mellem den siddende præsident Lula og Flavio Bolsonaro, der er den ældste søn af tidligere præsident Jair Bolsonaro.
Ved første runde fik Bolsonaro 47 procent af stemmerne, mens Lula fik 45 procent af stemmerne.
RITZAU
