KØB ABONNEMENT

Le Pen lover at genoprette lov og orden i Frankrig

UDLAND • 25. OKT 2026 • 18:04

Frankrig har de seneste uger været ramt af demonstrationer, der i visse tilfælde har udviklet sig voldeligt.

Den højreorienterede franske præsidentkandidat Marine Le Pen lover i en tale søndag at "genoprette lov og orden", hvis hun vinder valget i landet næste år.

Det skriver det franske nyhedsbureau AFP.

Udtalelsen kommer på en kongres for Le Pens parti National Samling (RN), efter at demonstrationer mod høje leveomkostninger i sidste weekend førte til plyndring af butikker og afbrænding af bygninger.

- Vi kommer til at genoprette lov og orden, siger hun.

- Hvem kan hævde, at der er lov og orden, når horder kommer og plyndrer og brænder vores bygninger, siger hun.

Det er Le Pens første officielle tale som præsidentkandidat.

Der er præsidentvalg i Frankrig til april næste år.

Le Pen har kritiseret den siddende præsident Emmanuel Macrons regering for at være for blød over for voldelige demonstranter og for at mangle autoritet.

Lørdag, da partikongressen startede, var flere tusinde demonstranter på gaden i Orléans med antifascistiske slagord og skilte.

De er modstandere af Le Pen og hendes parti på grund af deres immigrationskritiske politik.

- Vi foreslår ikke, at landet skal tilbage til fortiden, men begyndelsen på en ny æra, siger 58-årige Le Pen til deltagerne på kongressen.

Som præsident vil Le Pen sikre, at "vores franske kultur, vores franske måde at leve på" bliver videreført.

- Vi kommer til at genoprette vores grænser og endda etablere dobbeltgrænser, både granske og europæiske siger hun.

Det er fjerde gang, at Marina Le Pen forsøger at blive præsident i Frankrig.

I marts sidste år blev hun idømt fængsel og et femårigt forbud mod at sidde i offentlige embeder for misbrug af EU-midler.

Den dom ankede hun dog, og appeldomstolen kom i august frem til, at hun stadig var skyldig i misbrug af EU-midler, men straffen blev nedsat, så det blev muligt for hende at stille op til præsidentvalget.

Emmanuel Macron har siddet som præsident i to perioder og kan derfor ikke genopstille til næste års valg.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT