Brand i natklub koster 29 personer livet i Istanbul

2. APR 2024 • 19:06UDLAND

Natklub var ved at blive renoveret, da en voldsom brand brød ud i kælderen i en ejendom med 16 etager.

29 personer har mistet livet i en brand, der tirsdag eftermiddag brød ud i en natklub i Gayrettepe-kvarteret i den tyrkiske storby Istanbul.

Det oplyser de lokale myndigheder ifølge nyhedsbureauet AFP.

Branden brød ud kort før klokken 13 lokal tid, mens natklubben Club Masquerade var ved at blive renoveret.

Tidligere oplyste Istanbuls guvernør, Davut Gul, at 25 personer var omkommet. Men tallet er altså blevet opjusteret.

Natklubben lå i kælderen i en ejendom med 16 etager.

Det er foreløbig uklart, om de omkomne alle befandt sig inde i natklubben, og om de døde af brandskader eller af røgforgiftning.

Men det står ifølge Davut Guls kontor klart, at alle de, der var i gang med at renovere natklubben, har mistet livet.

Som følge af branden har politiet ifølge AFP udstedt fem arrestordrer. To af de personer, som politiet vil have fat i, er natklubbens ejer og leder.

Flere overlevende, der kom til skade i branden, blev bragt til forskellige hospitaler i Istanbul-området.

I første omgang drejede det sig om 12 alvorligt kvæstede personer, hvoraf flere siden er afgået ved døden.

Ifølge det tyrkiske medie Hürriyet blev branden udløst af en eksplosion. Branden fik hurtigt fat i hele natklubben og fyldte resten af etageejendommen med røg, skriver Hürriyet.

Det er dog ikke bekræftet fra officiel side.

De tyrkiske myndigheder har iværksat en efterforskning af årsagen til branden, oplyser guvernøren.

Sidst på eftermiddagen tirsdag holdt cirka 20 brandbiler og ambulancer fortsat uden for natklubben, skriver AFP.

Samtidig sørgede politiet for, at uvedkommende ikke nærmede sig stedet.

Gayrettepe ligger i Besiktas-distriktet i Istanbul på den europæiske side af Bosporusstrædet, som løber gennem storbyen.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU