Blod til dansk Jehovas vidne var ikke krænkelse af rettigheder
Menneskerettighedsdomstol har sat punktum i sag om et dansk medlem af Jehovas Vidner, der fik blodtransfusion.
Det var ikke en krænkelse af menneskerettighedskonventionen, da et dansk medlem af Jehovas Vidner fik en blodtransfusion mod sit ønske.Det har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (ECHR) afgjort tirsdag.
Manden, som døde i oktober 2014, havde modtaget en blodtransfusion, da hans liv var i fare.
Men fordi manden var Jehovas vidne og aktivt havde frabedt sig blodtransfusion som en del af sin tro, har hans enke ført sagen helt til menneskerettighedsdomstolen.
Manden fra Jehovas Vidner var 67 år, da han i 2014 blev bragt på hospitalet efter en faldulykke på Ærø.
Han havde tidligere oplyst, at han ikke ønskede en blodtransfusion, men var ikke ved bevidsthed, da han blev bragt til Odense Universitetshospital.
Få uger efter blodtransfusionen døde manden.
I februar 2022 slog Højesteret fast, at det ikke var i strid med retten til selvbestemmelse, da lægerne gav manden blod, fordi han var bevidstløs.
Samme konklusion er menneskerettighedsdomstolen nu kommet frem til.
Tidligere var Østre Landsret kommet til den modsatte konklusion.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol modtager klager fra individuelle personer og stater.
Afgørelserne fra domstolen er juridisk bindende for den pågældende stat. Men alle de europæiske stater, der har tilsluttet sig domstolen, skal løbende følge de afgørelser, der falder.
Staterne er altså forpligtet til at justere lovgivning og praksis, så de lever op til ECHR's afgørelser.
/ritzau/