Seks personer meldes dræbt i russisk angreb på Zaporizjzja

5. NOV 2024 • 11:52UDLAND

Foruden seks omkomne skal ni personer være såret i russisk angreb, oplyser guvernøren i Zaporizjzja.

Et russisk angreb på den ukrainske havneby Zaporizjzja har tirsdag morgen kostet seks personer livet. Derudover er ni personer blevet såret.

Det oplyser guvernøren i Zaporizjzja-regionen, Ivan Fedorov, i en udtalelse på beskedplatformen Telegram ifølge Reuters.

Tidligere tirsdag fortalte han, at russiske styrker havde angrebet infrastruktur i byen. Det er uklart, hvilken type infrastruktur der er tale om.

- Seks personer er blevet dræbt, og ni er sårede. En brand brød ud på stedet, der blev angrebet, skriver Ivan Fedorov.

Zaporizjzja ligger i det sydøstlige Ukraine og er altså både navnet på en by, der ligger ved floden Dnepr, og på den omkringliggende region.

Der er cirka 35 kilometer mellem byen Zaporizjzja og frontlinjen.

Rusland har udført adskillige angreb på byen de seneste uger.

Styret i Rusland hævder at have annekteret regionen Zaporizjzja, selv om russisk militær ikke har fuld militær kontrol over området.

Krigen begyndte, da Rusland invaderede nabolandet i februar 2022.

Rusland har sagt, at enhver form for fredsforhandlinger med Ukraine skal indebære, at Ukraine afgiver land svarende til omkring en femtedel af det samlede ukrainske territorie.

Foruden Zaporizjzja vil Rusland formelt overtage regionerne Donetsk, Luhansk, Kherson og Krim-halvøen.

Ukraine har meldt sig klar til forhandlinger, men kun hvis Ukraines suverænitet respekteres.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT