Biden benåder flere familiemedlemmer kort før afgang
Kort inden sin afgang som USA's præsident benåder Joe Biden sine tre søskende præventivt.
Den afgående amerikanske præsident, Joe Biden, benåder flere af sine nære familiemedlemmer præventivt.Det skriver Det Hvide Hus i en udtalelse fra Joe Biden, som blev udsendt, kort før Donald Trump blev taget i ed som USA's 47. præsident.
Biden benåder sine tre søskende, James B. Biden, Francis W. Biden og Valerie Biden Owens. Desuden benåder han James B. Bidens hustru, Sara Jones Biden, og Valerie Biden Owens' mand, John T. Owens.
Benådningen skal ikke tages som et udtryk for, at de har gjort noget forkert, lyder det fra Joe Biden i udtalelsen.
- Udstedelsen af disse benådninger bør ikke forveksles med en anerkendelse af, at de har begået nogen forseelse, ej heller bør accept misforstås som en indrømmelse af skyld for nogen forbrydelse, lyder det fra Joe Biden.
Omkring klokken 18 dansk tid mandag aften er Donald Trump blevet taget i ed som USA's præsident. Biden er dermed ikke længere USA's præsident.
Ifølge Biden skyldes den præventive benådning, at Biden-familien har været udsat for angreb og trusler, som alene har været motiveret af et ønske om at skade Joe Biden.
- Jeg tror på retsstaten, og jeg er optimistisk, i forhold til at styrken i vores juridiske institutioner i sidste ende vil sejre over politik. Men grundløse og politisk motiverede undersøgelser kan ødelægge liv, sikkerhed og økonomisk sikkerhed for de angrebne personer og deres familier, siger Biden i udtalelsen.
Tidligere mandag benådede Biden den tidligere coronarådgiver Anthony Fauci og den tidligere amerikanske forsvarschef Mark Milley.
Det skete for at beskytte mod en mulig retsforfølgelse under Donald Trump, lød det.
Joe Biden har desuden brugt sin magt som præsident til at benåde sin søn Hunter Biden, der stod over for to straffesager.
Joe Biden havde inden benådningen flere gange insisteret på, at han ikke ville benåde sin søn.
Der er tradition for, at USA's præsident benåder og forkorter straffe for borgere, kort tid inden vedkommende giver nøglerne til Det Hvide Hus videre til den næste præsident.
/ritzau/