Beredskab nærmer sig fuld inddæmning af brande i Los Angeles

29. JAN 2025 • 09:52UDLAND

Beboere i Pacific Palisades har fået lov til at vende tilbage for at lede efter ejendele i udbrændte huse.

Beredskabet i den amerikanske storby Los Angeles er tæt på at have inddæmmet de naturbrande, som har hærget store områder af byen siden begyndelsen af januar.

Den største af brandene, Palisades-branden, er 96 procent inddæmmet, står der i den seneste status fra brandvæsnet i Californien.

Eaton-branden er 99 procent inddæmmet, mens Hughes-branden er 98 procent inddæmmet.

Den sidste af de tre aktive brande - Hughes-branden - brød ud den 22. januar, mens de andre brød ud den 7. januar.

Siden da har Palisades-branden spredt sig over et område på omkring 93 kvadratkilometer. Det svarer omtrent til størrelsen på Amager.

Flere tusinde bygninger er gået op i flammer, og samlet set har mindst 29 mennesker mistet livet som følge af brandene i januar.

Tirsdag fik beboere lov til at vende tilbage til boligkvarteret Pacific Palisades for at se resterne af deres huse og lede efter ejendele i ruinerne.

Selv fundet af en hverdagsgenstand kan være et lyspunkt, siger 22-årige Jack Hasset til nyhedsbureauet AP.

- Det er rart at finde de der små ting, som tidligere ikke betød det store. Tallerkner er tallerkner, men nu er de en slags minde. Det er så skræmmende at se alt det her, men det er på en måde smukt, siger han.

Mens beredskabet nærmer sig at have inddæmmet alle brandene, er det enorme oprydningsarbejde så småt gået i gang.

Udbrændte biler, batterier og forkullede byggematerialer betyder, at der ligger store mængder af aske og sundhedsskadelige materialer i storbyen.

USA's agentur for miljøbeskyttelse (EPA) har udpeget et stykke land øst for Los Angeles som en midlertidig opbevaringsplads. Hos flere lokale myndigheder er der dog bekymring for, om området ender med at blive en permanent losseplads.

Det farlige affald risikerer at forurene luften til skade for de mennesker, der bor i nærheden, lyder bekymringen. Der er også risiko for, at grundvandet bliver forurenet, har det lydt.

EPA har omvendt understreget, at der vil blive holdt øje med miljøpåvirkningen, og at området formentlig ikke vil være i brug i mere end seks måneder.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT