Belarus løslader 52 fanger efter opfordring fra Trump
Oppositionsfolk og journalister er blandt de fanger, der er løsladt af Belarus - en nær allieret af Rusland.
Belarus har løsladt 52 fanger.De omfatter blandt andet oppositionsfolk, journalister og deltagere i regeringskritiske demonstrationer.
Det siger Litauens præsident, Gitanas Nauseda, ifølge public service-mediet LRT torsdag.
Blandt de løsladte er personer fra en række lande. Der er personer fra Litauen, Storbritannien, Letland, Polen, Tyskland og Frankrig. De er torsdag på vej til Litauen.
- Jeg ønsker oprigtigt at takke USA's præsident, Donald Trump, som har været involveret i denne frigivelsesoperation fra start til slut, siger Nauseda.
Trump har tidligere opfordret Belarus' præsident, Aleksandr Lukasjenko, til at løslade fanger, som Trump har beskrevet som "gidsler".
Det antal, som nu er blevet løsladt, ligger dog langt under de op mod 1300-1400 fanger, som Trump ønskede løsladt, skriver nyhedsbureauet Reuters. Opfordringen om en løsladelse er kommet i en samtale med Lukasjenko og i efterfølgende opslag på sociale medier.
Det statslige belarusiske nyhedsbureau Belta skriver torsdag, at en repræsentant for Trump har holdt møde med Lukasjenko.
Her skal repræsentanten, John Coale, have sagt, at USA ønsker at "normalisere" forholdet mellem de to lande. USA vil angiveligt genåbne sin ambassade i Minsk, hovedstaden i Belarus.
Den blev lukket i februar 2022 som følge af Belarus' rolle i Ruslands invasion af Ukraine.
Belarus er en af Ruslands nærmeste allierede. Da russiske soldater invaderede Ukraine i 2022, skete det blandt andet fra belarusisk område.
En talsperson for den amerikanske ambassade i Vilnius siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at visse sanktioner mod det statsejede flyselskab Belavia vil blive ophævet.
/ritzau/