Australsk politi efterforsker eksplosiver og mulig tredje gerningsmand

14. DEC 2025 • 13:13UDLAND

Efter skudepisoden ved Bondi Beach, som australsk politi betegner som terror, efterforskes flere spor.

Australsk politi i Sydney har fundet et køretøj omkring Bondi Beach, som politiet mener rummer ”flere improviserede eksplosive anordninger”.

Det siger politikommissær Mal Lanyon på et pressemøde i anledning af den skudepisode, som politiet anser som et terrorangreb, der fandt sted søndag formiddag dansk tid på Bondi Beach.

Derudover oplyses det på pressemødet, at politiet er i gang med at efterforske, om der er en tredje gerningsmand bag skyderiet.

- Vi er bekendt med to gerningsmænd indtil videre. En er død, og en er i kritisk tilstand, lyder det fra politiet.

Mal Lanyon siger i den forbindelse, at politiet endnu ikke kan be- eller afkræfte, om der er en tredje gerningsmand.

Den eksplosive anordning, der efterfølgende er blevet fundet i bilen, har ifølge politiet forbindelse til den afdøde gerningsmand, lyder det på pressemødet.

Den ene gerningsmand var i forvejen kendt af den australske efterretningstjeneste (ASIO). Det fortæller generalsekretær Mike Burgess til ABC News.

- Så vi er nødt til at undersøge, hvad der skete her, siger han til mediet.

Mindst 12 personer blev dræbt i forbindelse med angrebet på Bondi Beach. 29 meldes såret, herunder to politibetjente.

Skyderiet skete samtidig med, at et jødisk Hanukkah-arrangement fandt sted på Bondi Beach.

Det er ikke bekræftet, at skyderiet har forbindelse til arrangementet.

Chris Minns, der er leder for delstatsregeringen i New South Wales, siger, at "vores hjerter i aften bløder for Australiens jødiske samfund".

- På den første dag for Hanukkah.

- Det, der skulle have været en aften med fred og glæde, fejret i det samfund med familier og støtter, er blevet knust af dette forfærdelige, onde angreb, siger regeringslederen ifølge ABC News.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT