Bolsonaros søn er udpeget som præsidentkandidat i Brasilien
Ekspræsidentsøn Flávio Bolsonaro stiller op mod siddende præsident Lula ved valget i Brasilien til oktober.
Den højreorienterede senator Flávio Bolsonaro, der er den ældste søn af den brasilianske ekspræsident Jair Bolsonaro, er formelt blevet opstillet til præsidentvalget i Brasilien.Den 45-årige senator er medlem af Det Liberale Parti, der ved et partikonvent lørdag har udpeget ham til partiets præsidentkandidat ved valget til oktober.
Flávio Bolsonaro forventes at blive Brasiliens nuværende venstreorienterede præsident Luiz Inácio Lula da Silvas største rival ved valget.
Ekspræsident Jair Bolsonaro, der var præsident fra 2019 til 2022, udpegede sidste år sin ældste søn som sin politiske arvtager.
Det gjorde ekspræsidenten, efter han var blevet idømt 27 års fængsel for at have planlagt et kup mod præsident Lula.
- Jeg er måske mere rolig, mere munter, mere fattet og mere moderat, men Bolsonaros blod flyder her, siger Flávio Bolsonaro, mens han rører ved sin arm foran en jublende menneskemængde i storbyen São Paulo.
Han advarer samtidig om, at Brasilien kan "tage enorme skridt mod et diktatur", hvis 80-årige Lula bliver genvalgt.
Den dystre retorik blev gentaget af Argentinas præsident, Javier Milei, der deltog i partikonventet for at vise sin støtte til den brasilianske præsidentkandidat.
- Jeg er overbevist om, at der ikke er nogen anden, som er i stand til at sætte en stopper for den Lula-risiko, der hænger over Brasilien, siger Milei.
Mange af de fremmødte Bolsonaro-støtter var mødt op ved partikonventet iført den brasilianske landsholdstrøje. Trøjen er blevet et symbol på Bolsonaro-bevægelsen.
- Vi ville gerne have haft Jair Bolsonaro som vores kandidat, men i dag er Flávio det bedste valg, siger 50-årige Fernando Moeno, der er pensioneret politibetjent, og som deltager i konventet.
Flávio Bolsonaro fik under konventet våde øjne, da der blev vist en kort AI-genereret video med Jair Bolsonaro. Ekspræsidenten har fået forbud mod at komme med politiske udtalelser, mens han afsoner sin dom i husarrest.
45-årige Bolsonaro lå indtil for nylig side om side med Lula i meningsmålingerne. Men en række dårlige sager - herunder forbindelser til en skandaleramt bankmand - har fået ham til at sakke bagud.
I den seneste meningsmåling fra Datafolha Institutet fredag står Lula til 48 procent af stemmerne, mens Bolsonaro står til 43 procent af stemmerne.
Første runde af præsidentvalget i Brasilien afholdes den 4. oktober. Hvis ingen af kandidaterne formår at sikre sig mere end 50 procent af stemmerne, afvikles endnu en valgrunde den 25. oktober.
RITZAU/AFP
