23 savnet efter vietnamesisk skib er forlist i omstridt farvand
62 vietnamesere befandt sig ifølge kinesisk medie på et fragtskib, der er forlist i Det Sydkinesiske Hav.
Redningsfolk leder søndag efter 23 savnede personer, efter at et vietnamesisk skib er forlist i Det Sydkinesiske Hav.Det rapporterer den statslige kinesiske tv-station CCTV ifølge nyhedsbureauet Reuters.
39 personer er ifølge tv-stationen blevet reddet op af vandet.
Myndigheder i den sydkinesiske provins Hainan oplyser ifølge CCTV, at 62 vietnamesiske statsborgere befandt sig om bord på fragtskibet "Kho Nguyen 18", da skibet kom i havsnød nær revet Fiery Cross.
Det kinesiske redningsskib "Nanhai Jiu 115" observerede lørdag aften klokken 18.30 lokal tid (klokken 12.30 dansk tid, red.) et nødblus blive affyret fra fragtskibet, rapporterer det kinesiske nyhedsbureau Xinhua ifølge nyhedsbureauet AFP.
Seks kinesiske skibe, en helikopter og et vietnamesisk fartøj deltager i eftersøgnings- og redningsindsatsen i området, hvor fragtskibet er forlist.
Fragtskibet "Kho Nguyen 18" er lige knap 70 meter langt, skriver Reuters.
Området omkring revet Fiery Cross er en del af øhavet Spratly, som Kina kalder Nansha-øerne. Øgruppen består af omstridte rev, småøer og atoller.
Den kinesiske regering mener, at stort set hele Det Sydkinesiske Hav tilhører Kina. Det gælder også øhavet Spratly, hvor Kina blandt andet har bygget landingsbaner og havne.
Kina har fastholdt sit krav på området, selv om en international voldgiftsdomstol i Haag i 2016 fastslog, at der ikke er noget juridisk grundlag for landets vidtgående territoriale krav, skriver AFP.
Både Filippinerne, Brunei, Malaysia, Taiwan og Vietnam har territoriale stridigheder med Kina i Det Sydkinesiske Hav.
Vietnams udenrigsministerium er ikke umiddelbart vendt tilbage på en anmodning fra AFP om en kommentar.
RITZAU
