Australien sender militærhelikoptere på pension efter styrt

29. SEP 2023 • 02:43UDLAND

Helikopterne af typen MRH-90 Taipan vil ikke længere komme i aktion, oplyser Australiens forsvarsminister.

Australien sender helikopterne af typen MRH-90 Taipan på pension tidligere end planlagt, efter at et helikopterstyrt i juli kostede fire australske besætningsmedlemmer livet.

Det siger Australiens forsvarsminister, Richard Miles, ifølge Reuters.

- De første af de 40 Black Hawk-helikoptere, der skal erstatte MRH-90 Taipan, er ankommet og flyver allerede i Australien. Vi er fokuseret på at integrere dem så hurtigt som muligt, siger forsvarsministeren.

Det var i forvejen planlagt, at Taipan-militærhelikopterne skulle være fortid i det australske forsvar inden årets udgang. Men den proces er nu blevet fremskyndet.

I juli styrtede en Taipan-militærhelikopter i havet ud for landets nordøstlige kyst.

Fire besætningsmedlemmer var om bord på militærhelikopteren, da den styrtede ned tæt på Whitsunday Islands under en natlig militærøvelse 28. juli.

Ligresterne blev fundet på stedet af et fjernstyret undervandsfartøj 3. august.

På grund af styrtet skulle alle Australiens helikoptere af Taipan-typen i første omgang blive på landjorden. Nu siger Miles, at helikopterne ikke vil vende tilbage i tjeneste.

I slutningen af august skete et andet helikopterstyrt i Australien, da en helikopter af typen V-22 Osprey styrtede ned under en øvelse nord for byen Darwin i det nordlige Australien.

Tre amerikanske soldater omkom i den forbindelse.

USA og Australien har i løbet af de seneste år øget deres militære samarbejde. Det gør de blandt andet for at være en modvægt til Kina.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

28. MAJ 2025 • 15:52UDLAND
Nyhed er trukket tilbage

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT