Angreb på populær strand i Somalia koster 37 livet

3. AUG 2024 • 20:06UDLAND

En militant islamistisk bevægelse har påtaget sig ansvaret for angreb på en strand i Somalias hovedstad.

37 personer blev dræbt og endnu flere såret af en selvmordsbombe og ved et efterfølgende skudangreb på en populær strand i Somalis hovedstad, Mogadishu.

Angrebet fandt sted sent fredag aften.

Lørdag har landets sundhedsminister, Ali Haji Adam, holdt pressemøde om angrebet.

Ud over det bekræftede dødstal siger han, at 64 personer fortsat er på hospitalet, mens 137 personer med lettere skader er blevet udskrevet efter at have modtaget behandling. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Vidner har fortalt, at der var mange mennesker på det populære sted, da eksplosionen fandt sted.

Den militante islamistiske bevægelse al-Shabaab har påtaget sig ansvaret for angrebet i et opslag på et website, der er al-Shabaab-venlig.

Til nyhedsbureauet AFP siger betjent Mohamed Omar, at medlemmer af organisationen "skød civile tilfældigt".

Ifølge ham fik sikkerhedsstyrker stoppet angrebet og dræbt fem bevæbnede mænd, mens et sjette medlem "sprængte sig selv i luften på stranden".

Et vidne, Abdilatif Ali, var på stranden - ved navn Lido Beach - da gerningsmændene angreb.

- Alle var i panik, og det var svært at vide, hvad der skete, fordi skyderiet begyndte kort efter eksplosionen, siger han til AFP.

Efter angrebet har hospitaler appelleret til, at folk donerer blod, melder lokale medier ifølge nyhedsbureauet.

Premierminister Hamza Abdi Barre har i en erklæring betegnet angrebet som en "barbarisk grusomhed, der grundlæggende er i modstrid med vores religions og kulturs værdsatte værdier".

Efter angrebet har han og præsident Hassan Sheikh Mohamud mødtes med sikkerhedsagenturer og udarbejdet planer for at styrke byens sikkerhed. Det oplyser præsidentens kontor på det sociale medie X, skriver Reuters.

Al-Shabaab har taget ansvaret for adskillige bombeattentater og angreb i Mogadishu og andre dele af landet.

Derudover har Lido-området har været mål for tidligere angreb, herunder en seks timer lang al-Shabaab-belejring af et strandhotel i 2023. Seks civile døde, og ti blev såret.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT