Amerikansk told på import på lastbiler træder i kraft
Trump varslede i september 25 procents importtold på flere typer af lastbiler. Lørdag er tolden trådt i kraft.
En amerikansk importtold på mellemstore og tunge lastbiler er lørdag morgen klokken 05.01 dansk tid trådt i kraft.Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Det var ventet, at importtolden på 25 procent på lastbiler og 10 procent på busser ville træde i kraft 1. november, da USA's præsident, Donald Trump, annoncerede toldsatsen i slutningen af september.
Sidenhen er dele af importtolden blevet lemplet for lastbiler, der importeres til USA under USMCA, som er en nordamerikansk handelsaftale mellem USA, Canada og Mexico.
Den netop indførte toldsats vil for Canada og Mexico dermed ikke ligge sig oveni nuværende toldsatser på import af stål, aluminium, kobber, tømmer og biler, lød det i oktober fra Det Hvide Hus.
Import på stål og aluminium blev tidligere i år pålagt en amerikansk told på 50 procent, mens toldsatsen på import af biler ligger på 25 procent, skriver AFP.
American Trucking Associations (ATA), der er en brancheorganisation for lastbiltransport i USA, opfordrede i maj Trumps administration til at udsætte tolden på lastbiler.
Organisationen advarede om, at tolden kunne føre til et lavere salg af lastbiler, hvilket ville komme til at gøre ondt på både forhandlere og producenter af lastbiler samt transportvirksomheder.
Langt størstedelen af de lastbiler, der hvert år importeres i USA, kommer fra nabolandene Canada og Mexico.
United Overseas Bank vurderede i oktober, at Mexico stod for 70 procent af importen af tunge lastbiler til USA, mens Canada stod for omkring 20 procent.
Selv om tolden netop er trådt i kraft, har forventningerne til den allerede haft en negativ indvirkning på den mexicanske eksport.
I perioden januar til august i år faldt salget med lige knap 26 procent sammenlignet med samme periode sidste år, skriver AFP.
/ritzau/
