DMI varsler om risiko for lokale oversvømmelser
Regn kan føre til overløb af åer i Vest- og Sønderjylland. Der er risiko for oversvømmelser lørdag og søndag.
Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) varsler om risiko for lokale vandløbsoversvømmelser fra lørdag til søndag middag.Oversvømmelserne kan forekomme langs åer i Vest- og Sønderjylland.
Der er, ifølge vagthavende meteorolog Lars Henriksen, allerede godt med vand i åerne flere steder i det syd- og vestjyske.
- Sammenholdt med, at der det næste døgn lokalt kan falde mellem 20 og 30 millimeter regn, har vi udsendt den her risiko, siger han.
Varslingen gælder for Vidå, Ribe Å, Kongeåen, Varde Å, Skjern Å og tilhørende å-systemer.
Der er samtidig risiko for oversvømmelser langs mindre åer i det varslede område, skriver DMI.
Lars Henriksen er godt klar over, at åerne allerede er svømmet over nogle steder.
Men risikomeldingen kan bruges til at advare beboerne om, at der nu kommer endnu mere vand.
- Hvis man bor i de berørte områder, kan man forhåbentlig nå at gøre de tiltag, man nu skal, siger han.
DMI lancerede i september et nyt varsel, der gør det muligt at advare borgere og beredskaber op til et døgn, før oversvømmelser fra åer og søer rammer.
Systemet bygger på hydrologiske prognoser og skal give mere tid til, at borgere kan beskytte deres hjem.
Varslingen sker på fire niveauer - fra risikomelding om vanskeligt vejr, der kan udvikle sig til et varsel til niveau 3, der udgør meget farligt vejr.
Den aktuelle risiko for lokale oversvømmelser i Vest- og Sønderjylland hører under den mildeste kategori.
- Det ligger lige på grænsen for, hvad vi skal varsle, ud fra den måde vores opsætning er. Men nu gør vi det for at varsle folk derude, siger Lars Henriksen.
Varslingen for vandløbsoversvømmelser er på kommuneniveau og kan findes på DMI's app og dmi.dk op til et døgn før.
/ritzau/
