KØB ABONNEMENT

Amerikansk kvinde ligger i respirator efter mislykket henrettelse

UDLAND • 3. OKT 2026 • 01:06

Den dødsdømte Christa Pike er fortsat i kritisk tilstand, siger advokater to dage efter forsøg på henrettelse.

Den drabsdømte Christa Pike er bevidstløs og får hjælp til at trække vejret via en respirator efter en fejlslagen henrettelse onsdag i den amerikanske delstat Tennessee.

Det oplyser hendes advokater fredag i en hasteanmodning til retten.

I hasteanmodningen anmoder advokaterne om, at Tennessees kriminalforsorg pålægges et krav om at bevare beviser fra onsdagens mislykkede henrettelse.

Meldingen er advokaternes første detaljerede beskrivelse af de skader, Christa Pike pådrog sig under to indsprøjtninger, der skulle have været dødelige.

Christa Pike blev dømt til døden i 1996 for drabet på en klassekammerat.

Fra advokaterne lyder det, at personale på hospitalet forsøger at redde Pikes liv og få det dødelige stof pentobarbital ud af hendes system.

Hun er - to dage efter at hun fik to doser pentobarbital - fortsat i kritisk tilstand, fremgår det, og hun har fået alvorlige skader på begge arme.

- Ingen af dem, der skulle udføre henrettelsen, opdagede på noget tidspunkt, at de intravenøse slanger ikke var anlagt korrekt, eller at venerne var bristet, og at pentobarbitalen helt eller delvist blev tilført Pikes krop, skriver Pikes advokater.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters giver advokaternes udtalelse det hidtil mest detaljerede billede af de medicinske konsekvenser af det mislykkede henrettelsesforsøg.

Tennessees guvernør, Bill Lee, har sagt, at forsøget fulgte delstatens fastlagte procedurer.

Det er den anden fejlslagne henrettelse i delstaten i år. Guvernøren har indstillet yderligere henrettelser i resten af 2026 og beordret en uafhængig undersøgelse af, hvad der skete.

Pikes advokater har tidligere sagt, at problemerne med at give hende stoffet skyldtes udfordringer med at anlægge et intravenøst drop, hvilket de havde advaret delstaten og domstolene om før henrettelsen.

Den 50-årige Pike blev i 1995 dømt for drabet på sin 19-årige klassekammerat Colleen Slemmer, da Pike var 18 år. Hun skulle være den første kvinde, der blev henrettet i Tennessee i mere end to århundreder.

RITZAU/Reuters

FÅ ABONNEMENT