G7 vil frigive op til 100 millioner tønder diesel og råolie
Beslutning kommer efter, at Trump onsdag luftede muligheden for at forbyde eksport af diesel til Europa.
G7-landene vil frigive "op mod 100 millioner tønder" diesel og råolie i løbet af de næste fire måneder.Det vil ske igennem Det Internationale Energiagentur (IEA).
Det oplyser den franske præsident, Emmanuel Macron, der er G7-formand.
- Vi vil gennemføre vores tilsagn ved hjælp af en koordineret frigivelse via IEA på 100 millioner tønder.
- Den skal påbegyndes straks og strække sig over fire måneder. Herunder en betydelig frigivelse af diesel, der skal finde sted i begyndelsen af perioden inden for de første 20 dage, foretaget af G7-medlemmerne og deres partnere, hedder det i erklæringen.
Den er udsendt af Emmanuel Macrons kontor, idet Frankrig i øjeblikket har formandskabet for G7.
Med det afsæt arrangerede Macron fredag et videomøde for G7-landenes ledere, hvor beslutningen blev truffet.
Den kommer efter, at USA's præsident, Donald Trump, onsdag luftede muligheden for at forbyde eksport af diesel til Europa.
Det skete i frustration over, at Europa ikke havde frigivet diesel for at øge udbuddet, så priserne kan komme ned.
Torsdag udtalte den amerikanske finansminister, Scott Bessent, at Europa "straks bør stille yderligere forsyninger til rådighed" for at sænke priserne.
Europa mener omvendt, at USA bærer en stor del af ansvaret for de høje priser, der er drevet af USA's krig i Iran.
Europa er dog særligt sårbar over for truslen fra Trump, fordi USA leverer omkring halvdelen af den europæiske import af maritim diesel fra lande uden for regionen.
Efter fredagens G7-beslutning skrev Trump på sit sociale medie, Truth Social, at de europæiske lande har indvilget i at frigive "massive mængder" diesel fra deres lagre.
- Europa har netop indvilliget i at frigive massive mængder af deres store dieselolielagre.
- Processen vil begynde øjeblikkeligt, skriver Trump.
Til gengæld for frigivelsen af diesel og råolie har de europæiske lande tilsyneladende fået Trump til at trække sin trussel om at stoppe eksporten tilbage.
I hvert fald fremgår det af en pressemeddelelse fra G7-landene, at man er enige om at undlade eksportrestriktioner på energi og energiprodukter mellem G7-landene.
Ud over G7-mødet var EU-landenes faste repræsentanter fredag til et møde om den globale energisituation.
Her fik de en opdatering på den aktuelle situation og den igangværende koordinering på EU-plan og i G7.
Nu vil det irske EU-formandskab ifølge en EU-diplomat holde tæt kontakt til EU-landene og EU-Kommissionen og overvåge den globale energisituation.
RITZAU
