EU advarer USA: Et stop for dieseleksport vil skade tilliden
EU advarer USA mod at indstille eksport og er klar til videre diskussioner om frigivelse af strategiske lagre.
EU-Kommissionen opfordrer USA til at droppe trusler om at stoppe eksport af diesel i lyset af de høje brændstofpriser.Samtidig afventer kommissionen et G7-videomøde fredag i forhold til mulig frigivelse af diesel fra strategiske reserver.
Det siger talsperson for EU-Kommissionen - Anna-Kaisa Itkonen.
- Vi afviser fuldstændigt ethvert forbud mod diesel. Et forbud mod diesel ville ikke være til gavn for nogen.
- Det ville underminere vores tillid til USA som en pålidelig partner, siger Anna-Kaisa Itkonen.
USA's præsident, Donald Trump, luftede onsdag muligheden for at forbyde eksport af diesel.
Europa er særligt sårbar over for truslen fra Trump, fordi USA leverer omkring halvdelen af den europæiske import af maritim diesel fra lande uden for regionen.
Dermed kan USA forsøge at presse Europa til at øge udbuddet, så priserne kan komme ned.
EU-Kommissionen holdt fredag morgen et møde med EU-landene om situationen.
Efter mødet blev det understreget, at EU ikke selvstændigt vil frigive diesel fra de strategiske lagre.
Det er en beslutning, som EU-Kommissionen mener, skal træffes sammen med de øvrige deltagere i Det Internationale Energiagentur.
- EU er klar til at handle i fællesskab inden for rammerne af Det Internationale Energiagentur. Det er deres opgave at organisere en eventuel frigivelse af lagre, siger Anna-Kaisa Itkonen.
Hun fastslår, at EU-Kommissionen nu "afventer de næste skridt".
De kan måske blive taget på et videomøde for G7-landenes ledere, som Frankrig vil organisere fredag eftermiddag.
Desuden har det irske EU-formandskab indkaldt til et møde for EU-landenes faste repræsentanter fredag eftermiddag for at drøfte den globale energisituation.
- Markedet for diesel er i øjeblikket meget stramt, hvilket medfører høje priser for forbrugerne over hele verden.
- Det irske EU-formandskab er fast besluttet på at opretholde et tæt samarbejde og en tæt koordinering med alle medlemsstaterne og kommissionen, oplyser en talsmand for det irske EU-formandskab.
EU-Kommissionen har dog flere gange fredag understreget, at beslutningen om at frigive diesel fra de strategiske lagre i sidste ende bør tages i Det Internationale Energiagentur.
Det Internationale Energiagentur er en mellemstatslig organisation, der arbejder for at sikre billig, sikker og grøn energi til sine medlemslande.
Agenturet blev oprettet i 1974 som svar på oliekrisen i 1973.
Både USA og Danmark er medlemmer af agenturet.
RITZAU
