Alvorlig malaria bag mystiske dødsfald i centralafrikansk land

17. DEC 2024 • 16:30UDLAND

Sygdom med influenzalignende symptomer har kostet over 100 mennesker livet i Den Demokratiske Republik Congo.

En hidtil ukendt sygdom, som har kostet over 100 mennesker livet i Den Demokratiske Republik Congo, har vist sig at være en alvorlig form for malaria.

Det meddeler landets sundhedsministerium tirsdag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Mysteriet er endelig løst. Det drejer sig om alvorlig malaria i form af en luftvejssygdom, skriver ministeriet i en pressemeddelelse.

Ministeriet siger videre, at fejlernæring har betydet, at de smittede var mere sårbare over for sygdommen.

Tidligere i december oplyste lokale myndigheder i den sydvestlige provins Kwango, at 143 mennesker i løbet af november var døde af en ukendt sygdom.

Antallet af smittede blev ved med at stige, og situationen var bekymrende, sagde en lokalpolitiker til Reuters.

Symptomerne blev beskrevet som influenzalignende.

De smittede havde symptomer som feber, hovedpine, hoste, vejrtrækningsproblemer og blodmangel.

Mange af de døde var mellem 15 og 18 år gamle, oplyste landets sundhedsministerium ifølge BBC.

Tirsdag oplyser ministeriet, at der har været registreret 592 tilfælde af sygdommen siden 2020.

Den Demokratiske Republik Congo ligger i Centralafrika. Der bor omkring 100 millioner mennesker i landet.

Hvert år dør mange mennesker af malaria i landet. Smitten spreder sig gennem malariamyggen og fører til symptomer som feber og kulderystelser.

På verdensplan dræber sygdommen årligt ifølge Verdenssundhedsorganisationen, WHO, flere hundrede tusinde.

Langt størstedelen af smitte og dødsfald sker i Afrika.

I nyere tid er man på kontinentet begyndt at vaccinere børn mod sygdommen i håbet om, at det kan bringe det store dødstal ned.

Foruden malaria har Den Demokratiske Republik Congo også været udfordret af et større udbrud af mpox. Mellem januar og juli i år blev der registreret omkring 14.500 smittetilfælde.

I løbet af årene har også sygdommen Ebola ad flere omgange præget landet.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT