Alle sårede er identificeret efter brand nytårsnat i Schweiz

5. JAN 2026 • 14:48UDLAND

40 dødsofre er identificeret efter en brand nytårsnat i Schweiz. Nu er identiteten også kendt på 116 sårede.

Alle de sårede er blevet identificeret efter en brand nytårsnat på en bar i den schweiziske by Crans-Montana.

Det oplyser det schweiziske politi, som tilføjer, at der er tale om 116 sårede. 83 af dem er fortsat indlagt.

Blandt de sårede er der 12 forskellige nationaliteter - herunder flest schweizere. Derudover er der blandt andet franskmænd, italienere og polakker blandt de sårede.

Der er ingen danskere blandt de sårede.

83 sårede er fortsat indlagt, oplyser politiet.

Det er tidligere meldt ud, at alle 40 dødsofre var identificeret. Mange af dem var unge voksne, og flere var også under 18 år.

Branden fandt sted på baren Le Constellation i Crans-Montana, som er et populært skisportssted.

En foreløbig efterforskning peger på, at indendørs fyrværkeri - fontæner sat på champagneflasker - kom for tæt på loftet.

Loftet blev antændt, og herefter spredte branden sig meget hurtigt, har en anklager tidligere fortalt ifølge Reuters.

Myndighederne havde på forhånd advaret om, at identificeringen af ofrene efter den voldsomme brand kunne tage lang tid. Mange af ofrene kom til skade med alvorlige brandsår.

Den schweiziske regering sagde søndag, at 35 patienter var blevet overført fra hospitaler i Schweiz til specialiserede klinikker i Belgien, Frankrig, Tyskland og Italien.

Danmark har tilbudt at tage imod ofre fra branden. Det oplyste Sundhedsstyrelsen i et skriftligt svar til Ritzau fredag.

To barbestyrere er sigtet for uagtsomt manddrab, uagtsom legemsbeskadigelse og uagtsom brandstiftelse.

På fredag vil der i Schweiz blive holdt en national sørgedag. Her vil kirkeklokker ringe på tværs af landet, og der er planlagt et minuts stilhed.

Det sagde den schweiziske forbundspræsident, Guy Parmelin, søndag.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT