Mette Frederiksen: Massiv europæisk støtte til Grønland bør tælle

6. JAN 2026 • 20:34UDLAND

USA og Europa har været nærmeste allierede siden Anden Verdenskrig, så støtte må gøre indtryk, lyder det.

Danmark har modtaget "massiv" europæisk opbakning i spørgsmålet om Grønland.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) til DR og TV 2 efter et møde i koalitionen af villige lande bag Ukraine i Paris tirsdag.

- Vi kæmper videre for det, vi tror på, og for vores danske synspunkter. Og så kan I også se, at vi i dag modtager en massiv europæisk opbakning.

- Det er nok noget af det vigtigste, vi kan tilvejebringe, som sagerne står, siger Mette Frederiksen til DR og TV 2.

Udmeldingen kommer, efter at USA's præsident, Donald Trump, har genstartet opgøret om Grønland med nye udtalelser om, at Grønland er vigtigt for amerikansk sikkerhed.

Udtalelserne har fået et særligt dystert skær, efter at USA gennemførte en militær operation i Venezuela, hvor landets præsident, Nicolas Maduro, blev taget til fange. Donald Trump udtalte efter operationen, at USA vil lede landet i en periode.

Det har givet bange anelser i Danmark og Europa for en mulig amerikansk militær operation mod Grønland.

På spørgsmålet om, hvorvidt den europæiske opbakning vil gøre indtryk på den amerikanske præsident, siger Mette Frederiksen:

- Det er i hvert fald med til at understrege, at man ikke alene har en konflikt med rigsfællesskabet og Kongeriget Danmark, men at man har det med hele Europa.

- Det bør tælle. Mine kollegaer går ud fra, at det selvfølgelig tæller, siger Mette Frederiksen med henvisning til de seks europæiske stats- og regeringsledere, der tirsdag underskrev udtalelsen.

De seks store Nato-lande fastslår sammen med Danmark, at ingen andre end Danmark og Grønland har ret til at træffe beslutninger om Grønlands fremtid.

Den fælles udtalelse er underskrevet af Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Italien, Polen og Spanien.

Fra europæisk side er der dyb bekymring for konsekvenserne for Nato og samarbejdet mellem USA og Europa, hvis det skulle komme til en amerikansk annektering af Grønland.

Men at også USA bør huske på værdien af alliancen med Europa, ligger mellem linjerne i udtalelser fra den danske statsminister:

- Europa og USA har været hinandens nærmeste allierede siden afslutningen på Anden Verdenkrig.

- Grunden til, at vores befolkninger har levet i fred og frihed, er, at vi har arbejdet sammen. Ikke det modsatte, siger Mette Frederiksen til DR og TV 2.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT