Alle gidsler er frigivet efter gidseltagning i bank i Tyskland

8. MAJ 2026 • 15:45UDLAND

I den tyske by Sinzig er flere personer fredag blevet holdt som gidsler. Mindst én gerningsmand er på fri fod.

Gidslerne er blevet frigivet, men mindst én gerningsperson er på fri fod efter en gidseltagning fredag i en bank i den vesttyske by Sinzig.

Det oplyser tysk politi ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Gidslerne er alle uskadte.

Politiet sagde tidligere på dagen, at det formodede, at der var flere gerningspersoner involveret i gidseltagningen, men hvorvidt det faktisk er tilfældet, er ikke blevet bekræftet.

Foreløbigt er der kun viden om, at én gerningsperson er flygtet fra stedet.

Politiet har fredag eftermiddag ikke oplyst, hvordan gerningspersonen ser ud, og om personen udgør en fare for offentligheden.

Hvordan det kunne lade sig gøre for vedkommende at flygte med et stort politiopbud omkring banken, er foreløbigt uklart.

Blandt gidslerne var en chauffør fra en pengetransport. Ifølge det tyske nyhedsbureau dpa oplyste politiet tidligere, at der tilsyneladende ikke var nogen bankkunder blandt gidslerne.

Hvor mange gidsler der blev tilbageholdt i banken, og om alle var medarbejdere med tilknytning til banken eller pengetransporten, er dog ikke blevet endeligt oplyst.

Politiet iværksatte en større aktion i forbindelse med gidseltagningen og afspærrede området omkring banken, der ligger i centrum af Sinzig.

Der er tale om en filial af Volksbank.

Sinzig er en mindre by i delstaten Rheinland-Pfalz.

Politiet modtog anmeldelsen om gidseltagningen fredag morgen omkring klokken 09.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT