Zmarzlik laver VM-hattrick trods britisk triumf

14. SEP 2024 • 21:55SPORT

Robert Lambert vandt sit første grandprix lørdag i Vojens, hvor Bartosz Zmarzlik sikrede sin femte VM-titel.

Der er ingen over eller ved siden af polakken Bartosz Zmarzlik i international speedway i disse år. Det blev understreget lørdag aften på dansk grund, hvor ingen danskere kom i finalen.

Ganske vist måtte Zmarzlik se sig slået af briten Robert Lambert i finalen, men med andenpladsen er polakken verdensmester for tredje år i træk og for femte gang i alt. De fem titler er vundet på bare seks år.

Polakken var aftenen igennem den bedste kører, men en kanonstart af Lambert i finalen sikrede briten sin første grandprix i karrieren. Han rykker samtidig op på andenpladsen i VM-stillingen før det sidste grandprix i Polen.

Med afbud fra de to faste VM-kørere Mikkel Michelsen og Leon Madsen var troen på et stort dansk resultat dalet. Men afløserne Anders Thomsen og Rasmus Jensen havde ikke opgivet håbet.

Tidligt gav de løfter om at ville blande sig i kampen om semifinalepladserne.

Thomsen vandt sine to første heats, mens Jensen var voldsomt stabil med tre andenpladser og en heatsejr i sine første fire heats.

Inden den femte og sidste runde af heats lå danskerne henholdsvis nummer to og fem og dermed lunt i svinget til at slutte i top-8, som er kravet for en semifinaleplads.

Kun verdensmester Zmarzlik lå foran Rasmus Jensen.

Ingen af danskerne formåede dog at hente point i deres respektive sidste heat. Mens Rasmus Jensen var sikker på semifinalen, så kostede den dårlige afslutning Anders Thomsen en plads i top-8.

Efter at have hentet seks point i de to første heats blev det kun til et enkelt i de sidste tre.

Rasmus Jensen kom i semifinalen på yderste mandat med sine ni point i et tæt topfelt.

Der var den danske wildcardkører dog overmatchet og sluttede sidst.

Mens spændingen set med danske briller var overstået, skulle finalen afgøre, om der skulle kåres en verdensmester på dansk grund.

Lambert overlistede Zmarzlik med en fremragende start, men polakken holdt hovedet koldt, kørte sig op på andenpladsen, som var nok til at sikre VM-titlen, og kan køre fra Sønderjylland med endnu en VM-titel.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT