Forventningsfrit bådskifte har ført roer til VM-medalje

28. SEP 2025 • 11:49SPORT

Uden forventningspres er Frida Sanggaard blomstret og på rekordtid blevet blandt verdens bedste roere.

Hvis nogen for et år siden havde fortalt roeren Frida Sanggaard Nielsen, at hun skulle vinde VM-medalje i sin første sæson i singlesculleren, havde hun trukket på smilebåndet.

- Jeg ville have tænkt, det var en sød kommentar, men at de var fulde af løgn, griner Frida Sanggaard Nielsen.

Søndag morgen dansk tid blev VM-medaljen til virkelighed, da hun roede sig til bronze i Shanghai.

- Lige nu er jeg helt rundt på gulvet. Jeg sidder i en shuttlebus på vej til medaljeceremoni inde i Shanghai, og det er nok ikke gået helt op for mig endnu, siger den 26-årige roer til Ritzau.

EM-bronzen tidligere på året gav indikationer på, at hun kunne lave et stort resultat ved VM, men på forhånd kunne mindre end en medalje også gøre det.

- Sammen med min træner havde jeg en hemmelig målsætning om at nå finalen, og siden den kom i hus fredag, har jeg bare glædet mig. Jeg vidste, at jeg skulle ro et vanvittigt løb for at få medalje, men jeg vidste også, det var muligt.

- Efter 1400 meter kiggede jeg over min højre skulder og så, at jeg lå side om side med litaueren, og så tænkte jeg bare, at det skulle hun ikke have lov til. Så efter at jeg gået til finalen med et åbent sind, blev jeg mere og mere medaljetørstig.

Men hvordan kan det overhovedet lade sig gøre at blive blandt verdens bedste så hurtigt efter en årrække i damefireren?

- Jeg har haft virkelig det godt oppe i mit hoved i år, og 99 procent af mine træninger har været sjove. Fordi jeg har været så ny, har der ikke været nogle forventninger, så jeg har kunnet gå til det med en lalleglad tilgang og har blomstret på grund af det.

Spørgsmål: Men nu slipper du nok ikke for forventninger fremover?

- Nej, det har jeg ødelagt for mig selv, griner bronzevinderen.

- Det er rigtigt, der vil komme forventninger nu, både fra mig selv og udefra. Så der er noget mentalt arbejde forude, da jeg har præsteret bedst, når der ikke har været forventningspres.

- Jeg skal snakke med nogle af Team Danmarks eksperter og andre, så jeg ikke knækker under pres næste år.

OL i Los Angeles ligger knap tre år ude i fremtiden, men om det bliver i singlesculleren, tør hun ikke sige med sikkerhed.

- Det er jo et større puslespil at sammensætte landsholdet. Jeg fortsætter gerne i singlesculleren, men hvis jeg skal noget andet for at få det hele til at gå op i en højere enhed, kommer jeg ikke til at råbe og skrige, siger Frida Sanggaard.

Hun erklærer sig optimist på vegne af dansk roning, som er blevet trukket i støtte fra Team Danmark efter nogle år med magre resultater. Hun synes ikke, at det har stået så skidt til, som nogen har villet gøre det til.

- Vi har selvfølgelig ikke lavet de samme resultater, men man skal huske på, at der har været mange nye på landsholdet, og det tager mange år at lave en rigtigt dygtig roer.

- Det tager tid at komme på niveau med de tidligere ro-stjerner, men man skal ikke miste modet, siger roeren, der altså har bevist, at man kan ro sig i verdenseliten på rekordtid i en ny bådtype.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT