Udryddelse af kostbare fejl behager FCK-træner
Det blev hektisk til slut mod Sønderjyske, men det endte med sejr, og det var det vigtigste, mener FCK-træner.
FC København-træner Jacob Neestrup nåede at blive bekymret i slutminutterne, men ellers var han godt tilfreds med lørdagens 2-1-sejr ude over Sønderjyske i Superligaen.- Set over hele kampen holdt vi dem nærmest helt fra chancer, som de ellers har været gode til at spille sig til i tidligere kampe, og vi undgik igen at lave de fejl, vi så sidste søndag, og det var også vigtigt.
- Vi spillede også med lidt lavere risiko i vores tidlige opbygningsspil, men i det offensive spillede vi rigtig god fodbold med masser af dynamik, og mange ramte et godt niveau, siger Neestrup til klubbens hjemmeside.
Han henviser til de personlige fejl, der for en uge siden kostede to mål, så FCK smed en 3-1-føring og endte med at spille 3-3 mod Silkeborg i Parken.
Neestrup var lørdag mest tilfreds med første halvleg, hvor FCK var i kontrol og kom foran 1-0.
- Efter pausen spillede vi også solidt og kom på 2-0, og jeg følte aldrig for alvor, at der var fare på færde.
- Men der kan altid opstå tilfældigheder i fodbold, som det der førte til deres straffespark, som de reducerede på.
- Men jeg synes, vi håndterede det udmærket bagefter, selv om det blev lidt hektisk til sidst, da de pressede på for udligning, siger FCK-træneren.
Han roste Robert Silva, der blev dobbelt målscorer mod Sønderjyske og på det seneste har evnet at gribe chancen i fraværet af den skadede kantspiller Elias Achouri.
- Det er vigtigt, at han får den stabilitet ind i sit spil, for han er jo en meget spændende spiller med åbenlyse kvaliteter, siger Neestrup om Robert.
FCK-træneren håber, at Achouri er klar til at være med i onsdagens Champions League-kamp mod Qarabag.
Søndag holder FCK træningsfri, mens holdet mandag formiddag flyver til Baku i Aserbajdsjan.
/ritzau/