Wozniacki præsenterer trofæet ved Australian Open
Caroline Wozniacki bar søndag trofæet ind på Rod Laver Arena, men deltager ikke selv i Australian Open.
Caroline Wozniacki deltager ikke i årets Australian Open, men er til stede i Melbourne.Søndag bar hun således trofæet til vinderen af kvindernes turnering ind på Rod Laver Arena, hvor den forsvarende vinder og verdensetter, Aryna Sabalenka, skulle spille sin første kamp.
34-årige Wozniacki var kvalificeret til turneringen, som hun vandt i 2018, via sin ranglisteplacering som nummer 70 i verden, men hendes navn blev i sidste uge streget fra deltagerlisten.
Siden har der været stille omkring danskeren, og der er endnu ikke kommet en forklaring på fraværet.
Den tidligere verdensetter har ikke været i kamp siden begyndelsen af september sidste år, hvor hun nåede fjerde runde af US Open og tabte til brasilianske Beatriz Haddad Maia.
Danskeren gjorde tre og et halvt år efter sit karrierestop comeback i 2023 og formåede at spille sig tilstrækkeligt højt op ad ranglisten til at komme med til de største turneringer.
Efter sit nederlag i US Open var hun dog ikke klar til at garantere en sæson mere.
- Jeg skal lige tage en dyb indånding og sunde mig oven på US Open, og så skal jeg snakke med familien om, hvad der er bedst for os. Det skal også være godt for familien. Mange ting spiller ind i beslutningen, sagde Caroline Wozniacki ved den lejlighed.
/ritzau/