Emil Nielsen i gyldent 2024: Barcelona kalder mig golden boy

12. JAN 2025 • 07:30SPORT

Stort set alt, Emil Nielsen rørte ved i 2024, blev til guld, og keeperen agter at fortsætte stilen ved VM.

- Det er godt nok tæt på fuld plade.

Sådan beskriver håndboldlandsholdets sidste skanse Emil Nielsen det 2024, han reelt har svært ved både at forstå og sætte ord på.

Med sin klub FC Barcelona vandt han Champions League, det nationale mesterskab og to cupturneringer.

Han vandt olympisk guld med håndboldherrerne, mens han fik sølv ved EM i begyndelsen af året.

Og så kronede han et succesfuldt 2024 med hæder, da Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) tildelte Emil Nielsen en MVP-pris som sæsonens mest værdifulde spiller i Europa.

- Jeg bliver kaldt golden boy nede i Barcelona, fordi det har flasket sig så godt for mig, fortæller en smilende Emil Nielsen.

- Det har været mit klart mest succesfulde håndboldår. Det vil jeg tage med videre, og jeg kan bruge det under VM.

27-årige Emil Nielsen nævner selv, at han nok må være den mest vindende håndboldspiller i det forgangne år.

Snakken om sine egne bedrifter og MVP-prisen får dog kun lov at fylde i få sekunder, inden målvogteren selv sætter fokus på de hold, han er en del af.

- Anerkendelse er altid dejligt. Men det er ikke mig, der har bragt guldet hjem. Det er mine to hold.

- I min optik spiller jeg på det bedste klubhold og det bedste landshold i verden. Alt andet end guld er næsten en skuffelse, siger Emil Nielsen.

Presset lever han dog ganske fint med.

- Der er da pres på til VM, og vi skal da ud at vinde guld. Det er klart målsætningen. Længere er den ikke, siger keeperen.

- Men presset er helt naturligt for mig. Til hverdag i Barcelona forventes det, at vi vinder. Min indstilling er, at jeg aldrig vil være tilfreds med en sølvmedalje.

Danmark åbner jagten på den fjerde VM-titel i træk tirsdag aften mod Algeriet.

Herefter venter Tunesien og Italien i de sidste to gruppekampe.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT