Verstappen frataget pole position efter blokering af Russell

1. DEC 2024 • 00:53SPORT

George Russell og Max Verstappen bytter plads i startgridden søndag efter pladsstraf til Red Bull-stjernen.

Den nyslåede verdensmester i Formel 1, Red Bulls Max Verstappen, har fået frataget sin pole position i startgridden til søndagens grandprix i Qatar.

Det oplyser Det Internationale Motorsportsforbund (FIA) ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Max Verstappen noterede sig for den bedste tid i kvalifikationsløbet lørdag og stod dermed til at starte forrest, når grandprixet skydes i gang søndag eftermiddag.

Men verdensstjernen er blevet straffet med en plads, fordi de løbsansvarlige har vurderet, at han på en langsom omgang blokerede for Mercedes' George Russell, der måtte en tur i gruset.

Verstappen noterede sig for en tid på 1 minut og 20,520 sekunder, mens Russell lå lige i hælene på ham bare 0,055 sekunder langsommere.

I kvalifikationsløbene til Formel 1 skelnes der som regel mellem hurtige og langsomme omgange.

Hvis en kører er i gang med en langsom omgang, og altså ikke forsøger at sætte sin bedste tid, har vedkommende pligt til at give plads til en kører, som forsøger at sætte sin bedste tid.

De løbsansvarlige har vurderet, at Max Verstappen kørte unødvendigt langsomt på sin langsomme omgang, og at han var skyld i, at Russell blev skubbet ud i gruset.

Russell gjorde over radiosystemet straks sit hold opmærksomt på, hvad han mente om Verstappens kørsel.

- Vildt farlig (kørsel, red.) af Verstappen, lød det fra George Russell.

George Russell skulle egentlig have start på andenpladsen i søndagens startgrid, men rykker nu altså frem til pole position. Pole position er den forreste plads i startgridden til et grandprix.

Verstappen sikrede sig med en sejr i grandprixet i Las Vegas i sidste weekend sit fjerde verdensmesterskab i Formel 1.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT