Verdensetter holdt følelserne i skak under US Open-finale
US Open-vinder Aryna Sabalenka stod lørdag i sin tredje grand slam-finale i år. Denne gang vandt hun.
Inden verdens bedste kvindelige tennisspiller, Aryna Sabalenka, gik på banen ved US Open i New York lørdag, havde hun taget en beslutning om, at hun ville holde sine følelser under kontrol.Det fortæller den 27-årige belaruser natten til søndag til WTA's hjemmeside efter finalesejren i US Open over amerikanske Amanda Anisimova.
- Efter French Open tænkte jeg, "Okay, måske er det tid til, at jeg læner mig tilbage og ser på de finaler og forsøger at lære noget." For jeg ville ikke have, at det skulle ske igen og igen.
Lørdag var tredje gang i år, at verdensetteren stod i en grand slam-finale. Tidligere i år tabte hun både finalen i Australian Open og French Open.
- Jeg troede, at hvis jeg nåede finalen, betød det, at jeg ville vinde den, og jeg forventede ikke rigtigt, at mine modstandere ville kæmpe.
- Jeg troede, at det ville gå nemt, hvilket var en helt forkert tankegang. Da jeg trådte ind i denne finale, besluttede jeg, at jeg ville holde mine følelser under kontrol, siger Sabalenka.
Også Jason Stacy, der er verdensetterens fitness-træner, beskriver hende som en følelsesladet spiller og menneske.
- Hvordan hun har det afgør, hvilken retning hun vælger. Efterhånden som hun bliver mere moden og erfaren, er hun begyndt at forstå, at hun skal lære at håndtere og kontrollere de ting, siger han ifølge AFP.
Under finalen var verdensetteren dog flere gange tæt på at give op, fortæller hun efter kampen til WTA's hjemmeside.
- Men jeg tænkte, "Kom nu, det kan du ikke gøre. Du skal holde fokus og fortsætte, blive ved med at prøve."
Anisimova siger efter kampen ifølge AFP, at hun ikke synes, at hun selv kæmpede hårdt nok for sine drømme.
Hun havde kun pæne ord tilovers over Sabalenka under præmieoverrækkelsen.
- Jeg er imponeret over det, som du har opnået. Tillykke til dig og dit hold. I er fantastiske.
/ritzau/