Efter 17 års pause får Danmark igen en Challenger-turnering
ATP Challenger-turneringen Kjøbenhavn Open finder sted i december, og den spilles på KB's anlæg.
KB bliver i december vært for en ATP Challenger-turnering.Det skriver Dansk Tennis Forbund på sin hjemmeside.
En Challenger-turnering er det næsthøjeste niveau i herretennis, og det er første gang siden 2009, at en Challenger-turnering spilles på dansk grund, skriver forbundet.
Turneringen kommer til at hedde Kjøbenhavn Open, og den spilles i perioden 5.-13. december. Den bliver den største professionelle turnering på dansk grund, siden Farum var vært for en WTA-turnering i perioden 2010-2012.
- Kjøbenhavn Open bliver en vigtig platform for dansk tennis, hvor danske spillere får mulighed for at konkurrere på højt internationalt niveau foran et dansk publikum, siger Alexander Rejnhold, klubchef i KB Tennis og turneringsdirektør ved Kjøbenhavn Open, i en pressemeddelelse.
En af de danske spillere, som kan nyde godt af en turnering på hjemmebane, er Elmer Møller. Han er aktuelt nummer 190 på verdensranglisten, og han er endda KB'er.
- Til Challenger-turneringer rundt i verden ser jeg ofte lokale spillere hygge med venner og familie efter kampene. Nu får jeg samme mulighed i København. Det er fedt. Og så er det en stor og vigtig markering fra KB at få Danmark plottet ind på tour-kortet, siger Elmer Møller.
Ifølge Dansk Tennis Forbund får turneringen deltagelse af 32 spillere, som "typisk vil ligge et sted mellem nummer 80 og 300 på ranglisten".
Direktør i Dansk Tennis Forbund Michael Ask glæder sig ligeledes til turneringen.
- For vores spillere betyder det rigtig meget at kunne spille sådan en turnering på hjemmebane. Samtidig er det en unik mulighed for at opleve de bedste danske herrer i kamp med morgendagens stjerner fra hele verden.
- Jeg glæder mig til med resten af Tennisdanmark at give turneringen den maksimale opbakning, siger Ask.
RITZAU
