AGF forlænger kontrakten med sydafrikansk nøglespiller

SPORT27. JUL 2026 • 16:24

Kantspilleren Gift Links er noteret for 211 kampe og 19 mål for AGF. Det kan blive til langt flere fremover.

Den sydafrikanske fodboldspiller Gift Links forlænger kontrakten med mesterholdet AGF, så den løber frem til 2031.

Det skriver AGF på klubbens hjemmeside.

27-årige Gift Links har spillet i AGF siden 2019, og han var en nøglespiller for AGF, da holdet i den forgangne sæson vandt Superligaen.

Fodbolddirektør for AGF Carsten V. Jensen er mere end tilfreds med kontraktforlængelsen.

- Gift bærer om nogen AGF's DNA og de værdier, som vi gerne vil kendes for. Hans præstationer på banen, senest i mesterskabssæsonen, taler for sig selv, men på grund af Gifts karakter og personlighed rækker hans betydning for AGF ud over det, siger Carsten V. Jensen til klubbens hjemmeside.

Gift Links håber at opnå flere succeser med klubben fremover.

- Jeg sætter stor pris på klubbens tillid og anerkendelse og glæder mig til at fortsætte med at kæmpe for AGF og Aarhus, hvor jeg føler mig fantastisk godt tilpas.

- Oplevelsen med mesterskabet og fejringen med alle aarhusianere var unik og er en kæmpe motivation for igen at opnå store ting sammen, siger han.

AGF indledte den nye sæson i Superligaen i weekenden med 1-1 hjemme mod Brøndby.

Det danske mesterhold forsøger også at spille sig videre i Champions League-kvalifikationen, men her ser det svært ud efter sidste uges 1-4-nederlag hjemme til de polske mestre fra Lech Poznan. Der er returkamp i Polen på onsdag.

Ifølge Carsten V. Jensen skal kontraktforlængelsen ses som et udtryk for klubbens strategi.

- Det skal selvfølgelig fra klubbens side også ses som en anerkendelse af en eftertragtet spillers indsats og er ikke mindst et udtryk for den strategi, vi som klub forfølger, hvor vi prioriterer at tiltrække og fastholde spillere til øverste niveau i truppen, i kombination med at vi udvikler og satser på vores unge talenter gennem akademiet, siger fodbolddirektøren.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT