Venus Williams runder 30-års jubilæum i Indian Wells

6. MAR 2026 • 13:50SPORT

Venus Williams tabte sin første singlekamp i Indian Wells, hvor hun debuterede i 1996.

Tennisveteranen Venus Williams røg torsdag aften dansk tid ud af WTA 1000-turneringen i Indian Wells efter nederlag til franske Diane Parry.

Det var i sig selv ikke opsigtsvækkende. Mere spektakulært er det, at 45-årige Williams stillede til start præcis 30 år efter sin debut i turneringen i 1996.

Det var noget, tennistilskuerne kunne lide.

- Jeg har fantastiske fans, der tror på mig, og det var sjovt at spille foran dem. Selv til træningen kommer de ud, siger Venus Williams efter nederlaget ifølge Reuters.

Den 23-foldige grand slam-vinder, hvis man tæller double med, har dog svært ved at gøre sig helt gældende på det sportslige plan. Hun har nu tabt sine seneste otte kampe.

Hun tvang dog torsdagens kamp ud i tre sæt og næsten 2,5 timers tennis i nederlaget på 3-6, 7-6, 1-6.

- Det var en hård én, men sådan er sport og livet, og det tager jeg med videre.

Trods sine 45 år lyder Venus Williams ikke som én, der er ved at stoppe lige med det samme.

Der spekuleres endda i, at hun får comeback i double med søster Serena Williams, der ikke har været i kamp siden 2022.

- Det synes jeg helt klart, I skal spørge hende om, siger Venus Williams med henvisning til søsteren.

Serena Williams har ikke bekræftet sit comeback, men har delt en video på sociale medier, hvor hun træner.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT