Spies sender charterfly afsted for at hente strandede gæster

6. MAR 2026 • 17:49INDLAND/KRIMINAL

Spies forventer at kunne hente omkring 300 af selskabets strandede gæster fra blandt andet Maldiverne.

Rejseselskabet Spies har indsat et særligt hjemtransportfly, der skal hente strandede danskere hjem fra blandt andet Maldiverne og Thailand.

Flyet er planlagt til at flyve mod Maldiverne søndag den 8. marts og derefter videre til Phuket i Thailand.

Herfra fortsætter flyet til København natten til den 9. marts, skriver Spies i en pressemeddelelse.

- Det er en løsning, vi har arbejdet på i flere dage, og som nu ser ud til at falde på plads. At vi kan indsætte et fly fra vores eget flyselskab giver os mulighed for at hjælpe mange af vores gæster direkte hjem i en periode, hvor det er utroligt svært at finde flybilletter, skriver selskabet.

Der er tale om gæster, der har booket deres rejse via rejseselskabet, oplyser Spies til Ritzau.

De ekstra dage gæsterne har været indlogeret på hotel og lignende, dækkes af rejseselskabet, oplyser Spies.

Selskabet forventer at kunne få mere end 300 strandede nordiske rejsende hjem.

Gæster hos Spies har ligesom flere andre rejsende måttet se deres hjemrejse udskudt, efter at konflikten er eskaleret i Mellemøsten.

Her har flere lande lukket deres luftrum, efter at USA og Israel lørdag angreb Iran.

Siden er angrebene fortsat, ligesom Iran har svaret igen med angreb mod Israel og en række andre Mellemøst-lande.

Det har lukket flere luftrum og fået flyselskaber på stribe til at indstille deres flyvninger til og fra en række lufthavne.

For at komme uden om de lukkede luftrum flyver Spies' over Tyrkiet, Georgien, den nordlige del af Aserbajdsjan, Turkmenistan, Afghanistan, Pakistan og Indien.

Dermed kan gæster i blandt andet Sri Lanka, Malaysia og Bali komme hjem.

Det samme kan snart de omtrent 30 af selskabets gæster, der befinder sig i Mellemøsten, efter at flyselskabet Emirates fra 8. marts genoptager direkte flyvninger fra Dubai til København.

Det betyder, at stort set alle Spies' gæster, der har været strandede, burde være hjemme i løbet af de næste tre dage, oplyser Spies til Ritzau.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT