Valgren bekræfter comeback: Det kribler i benene

31. MAR 2023 • 09:10SPORT

Michael Valgren gør i næste uge comeback på landevejen i et fransk løb efter ti måneders skadespause.

Knap ti måneder efter sit voldsomme styrt i et optaktsløb til Tour de France er Michael Valgren endelig klar til at køre cykelløb igen.

Danskeren, som er på kontrakt hos EF, bekræfter over for TV 2 Sport, at han i næste uge er til start i franske Région Pays de la Loire Tour.

- Det bliver skide spændende. Det kribler helt i benene, når jeg taler om det, siger han til tv-stationen.

Valgren kørte i sommeren 2022 ud over en skrænt i det franske etapeløb Route d'Occitanie. Hans hofte gik af led, han beskadigede sit knæ og pådrog sig et bækkenbrud.

Kort før årsskiftet udelukkede han at blive klar til Tour de France, men i februar udtrykte han igen optimisme og sigtede efter at blive en del af VM-holdet til august.

Træningen går godt lige nu, beretter han.

- Holdet har kunnet se, at jeg træner godt. Og derfor bliver løbet nok en slags test, hvor holdet kan se, hvor jeg i virkeligheden står. En ting er, at træningen går godt, men en anden ting er at køre cykelløb, hvor man for alvor får gang i motoren, siger Michael Valgren.

Derfor forventer han heller ikke, at han allerede nu kan køre med om sejren. Men den tidligere Astana-rytters data er tæt på at være tilbage på niveauet før det voldsomme styrt, siger han.

Endagsløbet Région Pays de la Loire Tour køres 4. april.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU